Vesterhave: Hus fra 1775 står til nedrivning | www.naestvednyt.dk

Udsnit af Vesterhavevej. Foto: Skraafoto


Et historisk bindingsværkshus fra 1775 med efterfølgende mange ændringer  står nu over for nedrivning i Vesterhave. 

Ejerne  har ansøgt kommunen om at annullere den gældende lokalplan, hvilket blev godkendt af Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget den 13. januar 2025. Godkendelsen giver mulighed for, at det gamle hus og udhus kan rives ned.

Huset er bygget i bindingsværk og har stråtag. Det har gennem årene lidt under manglende vedligeholdelse og er blevet vurderet til at udgøre en nedstyrtningsfare. Siden de nuværende ejere overtog bygningen i 2018, har de ikke kunnet anvende huset på grund af risikoen for sammenstyrtning. 

Ejendommen der ligger på Vesterhavevej blev besigtiget i oktober måned sidste år af repræsentanter for Næstved Kommune, Museum Sydøstdanmark og Næstved Bevaringsforening.

Ole Kjærulff, der er formand for Næstved Bevaringsforening udtaler:

- Formålet med besigtigelsen i oktober var at vurdere om det ældre bindingsværkshus kunne nedrives. Bygningen har været i forfald i adskillige år. 

- Den nuværende ejer overtog faktisk et hus, der var i stærkt forfald. Da området ikke er præget af væsentlige kulturværdier skønnes det fra Næstved Bevaringsforenings side, at det er rimeligt, at der her gives nedrivningstilladelse, siger Ole Kjærulff.

Også Museum Sydøstdanmark støtter denne vurdering. Museet beskriver i deres høringssvar, at bygningens vedligeholdelse har været utilstrækkelig over en længere periode, hvilket har resulteret i dens nuværende elendige stand. I en udtalelse fra november 2024 fremhæver museet, at selvom de ikke modsætter sig nedrivning, er det en beklagelig beslutning i forhold til de kulturhistoriske værdier i kommunen.

Da ejerne  overtog ejendommen  på Vesterhavevej, havde de håbet på at restaurere udhuset. De fik udført vurderinger af bygningens tilstand hos både ingeniører, håndværkere og fagkyndige arkitekter i 2018-2019. 

Vurderingerne viste, at bygningens nedslidte tilstand skyldtes flere års manglende vedligeholdelse fra den tidligere ejer. Ingeniørfirmaet konkluderede i sin rapport, at bygningen udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko og vurderede den som værende uden byggeteknisk værdi. 

Med Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalgets beslutning kan ejerne nu  nedrive huset og arbejde videre med at opføre et nyt hus på stedet.

Seneste nyheder
Loading posts...

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved