Det blev en fest uden lige på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, da Børnekulturugen 2023 blev skudt i gang med rekordmange deltagende børn og voksne.
Hele 2200 børn var tilmeldt åbningfesten fra skoler, dagplejere og institutioner, og de blev præsenteret for et overflødighedshorn af musik, sang og underholdning på Lav Ridebane.
Showets stjerne er ubetinget dragen Næssi, som næsten alle børn i Næstved gennem nu mere end 20 år har kunnet stifte bekendskab med sammen med Ulla Abullas Cocobongoband, der spiller og synger populære sange om Næssis finurlige verden.
Børnekulturugen blev åbnet af borgmester Carsten Rasmussen, der kom cyklende med politiescorte i strålende solskin. Han kunne bl.a. fortælle børnene, at hans medbragte borgmesterkæde var lavet af rigtig guld og sølv. Den oplysning fik en langfingret tyv til at interessere sig for den fine kæde, som han straks snuppede og spurtede af sted med ud blandt de mange fremmødte børn. I hælene havde han to strømere fra Dansk Rakkerpak med blå blink på hjelmene.
Strømerne lykkedes hurtigt med at få indfanget tyven, der i dagens anledning havde iført sig letgenkendeligt stribet tøj og iøvrigt var dobbelt så høj som børnene, han prøvede at gemme sig imellem.
Borgmesteren kunne derfor hurtigt få sin kæde tilbage, da de skøre strømere ikke skulle bruge lang tid til at få fat i ørene på tyven. Han måtte herefter fra scenekanten love borgmesteren, at han aldrig ville stjæle igen. Til næste års show får vi nok at se, om han kan holde sit løfte!
Næstved Musikskoles Avantgarde var også med til åbningsfesten på kulturcentret, og de leverede et flot show med nycirkus, akrobatik, musik og fuld fart på til glæde for de mange fremmødte.
Både børn og voksne havde en rigtig Næssifest til åbningen, og nu følger så en hel uge med masser af forskelligartede kulturelle tilbud til Næstveds børn.
Tekst og fotos: Jan Christensen