Af Jan Christensen - Næstved Nyt
Efter et ultrakort åbningsmøde på blot syv minutter er hverdagen nu skudt i gang for det nyvalgte konservative folketingsmedlem, Rune Kristensen fra Næstved. Fredagen bød på en blanding af praktisk opstart, nye kollegaer og at finde sig til rette på den tildelte plads i salen.
Mødet i folketingssalen i dag blev åbnet af Lars Løkke Rasmussen, der i kraft af sin status som det længst siddende folketingsmedlem fik æren af at lede slagets gang. Selve samlingen var hurtigt overstået og varede blot syv minutter, men for den nyvalgte konservative politiker markerede de få minutter begyndelsen på et helt nyt kapitel.
Resten af dagen stod i det praktiske tegn på Christiansborg, hvor programmet bød på intromøder, opstartssamtaler med den nye sekretær og dialog med de nye kollegaer. Rune Kristensen lægger ikke skjul på sin begejstring over endelig at være i gang og have sin daglige gang på Borgen.
"Det har været en helt fantastisk oplevelse allerede, og jeg glæder mig virkelig til, at det politiske arbejde begynder for alvor," fortæller Rune Kristensen.
Inde i selve folketingssalen er de faste pladser nu blevet fordelt, og Rune Kristensen har fået tildelt plads nummer 55. Her kommer han til at sidde godt placeret i smørhullet mellem partifællen Anders Storgaard (C) og Venstres Mathilde Hjort Bressum (V).
Selvom stolen i salen er sikret, er fordelingen af de vigtige politiske ordførerskaber i folketingsgruppen endnu ikke offentliggjort. Om forventningerne til de kommende ansvarsområder er den nyvalgte politiker dog hemmelighedsfuld. Med et smil på læben konstaterer han:
"Jeg har sendt mine ønsker ind, men dem holder jeg for mig selv lidt endnu."
Inden det politiske maskinrum for alvor kører i stilling, venter der endnu en vigtig tradition for Rune Kristensen og resten af landets nye folkevalgte. Begivenheden finder sted på tirsdag den 14. april.
Ifølge grundloven skal alle medlemmer af Folketinget nemlig skrive under på, at de vil overholde grundloven, hvilket er en forudsætning for det videre politiske virke. Den formelle underskrivelse sker ved en særlig ceremoni i Landstingssalen fra cirka klokken 13.15. Denne ceremoni afholdes i forlængelse af det andet møde i Folketingssalen, som kortvarigt vil blive afbrudt for at gennemføre underskrivelsesceremonien. Når alle nye medlemmer har sat deres signatur på det historiske dokument, går medlemmerne tilbage til Folketingssalen for at genoptage arbejdet.
Foto: Rune Kristensen
