Faster Cools familie-melodunte-diskotek fyldt med Grand Prix fans

Egnsteatrets Faster Cool havde 17. februar 2023 inviteret til familie-melodunte-diskotek fyldt med Grand Prix-hits i Teatersalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Arrangementet var en del af optakten til det store MGP-show for børn, der lørdag skal afvikles i Arena Næstved.

Diskoteket havde besøg af mange danseglade familier, men også 35-årige Kenneth Jensen dukkede op og dansede og sang med. Det var Kenneth, der for fire år siden fik ideen og skrev til Næstveds borgmester og foreslog, at Næstved skulle prøve at få arrangementet til byen.

Melodunte-diskoteket i Teatersalen var fyldt med masser af glimmer, balloner og sæbebobler til de danseglade børn og deres voksne. Og så blev det også til en stor klapsalve til Kenneth for hans gode idé.

Faster Cool, Fætter Cool, og Nynne gav den fuld gas på dansegulvet og ved DJ-pulten, mens Vagt Bo stod for "sikkerheden" under arrangementet. 

Diskoteket var et stort hit for både store og små Grand Prix fans. Det var bl.a. de helt store Grand prix hits som Video Video, Disco Tango, Waterloo, Kickflipper og den nye danske vindersang Breaking My Heart, som drønede ud af højttalerne.

Lørdag går det løs i Arena Næstved og hjemme i stuerne, hvor showet som vanligt vises på DR1.








Foto og tekst: Jan Christensen (C)
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved