Nu kan borgere fra Næstved og omegn få dialyse tættere på hjemmet. Det sker efter et nyt dialyse-afsnit er åbnet på Næstved Sygehus.
- Jeg er glad for, at vi kan gøre livet nemmere for de borgere, der er afhængige af dialyse, siger regionsrådsmedlem Kirsten Devantier, der som 2. næstformand for Regionsrådet holdt tale ved indvielsen.
- Når man er nyresyg og har brug for dialyse, skal man have renset sit blod flere gange om ugen. Det tager mange timer hver gang. Hvis man også skal ud på en lang køretur både før og efter dialysen – så er der ikke mange kræfter tilbage den dag, siger Kirsten Devantier.
Det er Holbæk Sygehus' afdeling for nyresygdomme, der har ansvaret for den nye dialyse-satellit i Næstved.
- Det har i flere år været et ønske at få dialysebehandlingen til Næstved. Med indvielsen i dag er vi kommet i mål med regionens dialyseplan: Vores borgere kan komme i dialysebehandling i Holbæk, Slagelse, Roskilde, Køge, Nykøbing F. og nu også Næstved, siger Kirsten Devantier.
- Vi ser ind i en fremtid med flere ældre. Derfor skal vi forberede os på, at der også bliver flere borgere, der har brug for at komme i dialyse. Med åbningen af dialyse-satellitten i Næstved har vi fremtidssikret kapaciteteten.
Vi har samtidig skabt bedre muligheder for, at borgere med en nyresygdom kan holde ferie i Region Sjælland og samtidig modtage den livsvigtige behandling hos os.
Kirsten Devantier ser det nye dialyse-tilbud på Næstved Sygehus som et af mange nye skridt mod flere nære sundhedstilbud.
- Regionsrådet og jeg har et særligt fokus på at rykke flere sundhedstilbud tættere på borgerne. Regionen og kommunen drøfter aktuelt en fælles vision om at samle endnu flere nære sundhedstilbud her på sygehuset under overskriften "Sundhedsby Næstved", fortæller Kirsten Devantier.
Det nye dialyseafsnit på 800 m2 stod færdigt i november 2024, og de første patienter startede behandling i begyndelsen af januar 2025.
Halvdelen af afsnittet er er indrettet til administration, personalefaciliter, køkken, mv., og den anden halvdel er indrettet til to store dialyserum med hver 6 sengepladser, 2 self-care dialysestuer, isolationsdialysestue samt vandbehandlingsrum.
Udvendigt er terrænet langs facaden ændret fra græsareal til ny flisebelægning for at kunne håndtere afsætning og afhentning af patienterne.
FAKTA
De to nyreafdelinger på Holbæk Sygehus og Sjællands Universitetshospital i Rokilde har ansvaret for dialysebehandlingen i Region Sjælland
Der tilbydes dialyse i Holbæk og Roskilde samt på dialysesatellitter på sygehusene i Slagelse, Køge, Nykøbing F. og nu Næstved
Fotos: Region Sjælland