Statsminister Mette Frederiksen besøgte Næstved | www.naestvednyt.dk

Statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen besøgte mandag eftermiddag Næstved som sidste stop på en rundtur med besøg hos en række socialdemokratiske borgmestre og spidskandidater på Sjælland.   

Ved besøget i Næstved mødtes hun med borgmester Carsten Rasmussen på rådhuset i Teatergade. De talte blandt andet om, hvordan man kan styrke ældreplejen og sundhedstilbuddene til gavn for borgerne. 

”Regeringen har givet kommunerne et økonomisk løft. Det største i 15 år. Derfor er det nu muligt at investere i den borgernære velfærd her i Næstved. I en værdig ældrepleje til vores ældre og gode pædagoger til vores børn. Det er jeg som socialdemokrat stolt af.  Og jeg er overbevist om, at Carsten Rasmussen er den rigtige til fortsat at stå i spidsen for det arbejde her i Næstved”, udtaler statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen. 

“I Næstved kan vi virkelig mærke Regeringens økonomiske løft til kommunerne. Vi har valgt at investere i borgernes sundhed. Det ses bl.a. i det samarbejde, vi har indgået med Region Sjælland om en vision for “Sundhedsby Næstved”. Her vil vi samle alle sundhedstilbud til gavn for borgere og medarbejdere og samtidig skabe gode vilkår for både uddannelse og forskning,” udtaler borgmester Carsten Rasmussen.

"Jeg er imponeret over, at Mette Frederiksen har tid til besøgene, når vi står midt i en verdenskrise. Det prioriterer hun altså", sagde borgmesteren til Næstved Nyt lige inden ministerbilen nåede frem i Teatergade.

Efter mødet på rådhuset skulle statsministeren senere mandag aften tale i Næstved for et par hundrede medlemmer af Socialdemokratiet i Region Sjælland.


Statsminister Mette Frederiksen besøgte mandag eftermiddag 
borgmester Carsten Rasmussen  på Næstved Rådhus.


Foto: ISO 4700 Photography - Jan Christensen

Seneste nyheder
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Annonce: