Af Jan Christensen | redaktion@naestvednyt.dk
Millioner er afsat, og behovet er diskuteret længe. Men står det til rådgiverne fra Sweco, bør Næstved Kommune træde på bremsen, før de støber fundamentet til et nyt permanent parkeringshus i bymidten.
På det kommende møde i Økonomiudvalget den 9. december skal politikerne tage stilling til fremtidens parkering i Næstved.
På bordet ligger en anbefaling om at udskyde den endelige beslutning om p-huse og i stedet etablere midlertidig parkering.
I forbindelse med budgettet for 2026 er der afsat 64,9 mio. kr. til etablering af parkering – et beløb der er opskrevet fra oprindelige 62,25 mio. kr. i 2023.
Administrationen har bedt arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco om at analysere mulige placeringer.
Men offentligheden – og potentielle sælgere af jord – må vente lidt endnu med at få at vide, hvor kommunen kigger hen.
Bilagene i sagen er nemlig lukkede, da de omhandler mulige køb af ejendom, og åbenhed herom vurderes at kunne skade kommunens forhandlingsposition.
Sweco råder kommunen til i første omgang at godkende en midlertidig fladeparkering.
Tanken er at bruge perioden med den midlertidige løsning som et "laboratorium".
Her vil man observere bilisternes adfærd og se, om de ændrede forhold påvirker trafikafviklingen eller skaber uhensigtsmæssig parkeringer andre steder i byen.
Først når disse erfaringer er høstet, bør Byrådet lægge sig fast på en permanent løsning, lyder anbefalingen.
Om politikerne vælger at følge eksperternes råd, eller om de presser på for en hurtigere, permanent løsning for p-husene, bliver afgjort på Økonomiudvalgets møde tirsdag.
Beslutning offentliggjort 10. december 2025:
Økonomiudvalget har på baggrund af Swecos anbefaling besluttet at afvente med at tage beslutning om et parkeringshus og i stedet bruge tiden med de midlertidige parkeringspladser som forsøgsperiode, hvor det reelle parkeringsbehov og konsekvenserne for trafikafvikling kan undersøges. I forsøgsperioden vil det være muligt at monitorere de ændrede parkeringsforholds indvirkning på vaner og øvrig parkering i og omkring bymidten. De samlede udgifter til den midlertidige løsning anslås til at koste mellem 5-7,5 millioner kroner.
Borgmester Carsten Rasmussen siger om de midlertidige pladser: ”Inden længe skal vi behandle lokalplanen for boliger, urban park og hotel centralt i Næstved. Parkeringsforholdene har været meget debatteret i Næstved, og jeg synes, at Sweco har fundet en god pragmatisk løsning på parkeringsproblematikken. Vi kan så lære af de erfaringer, som vi får i byggefasen, til at sikre en optimal parkering for borgere og gæster i Næstveds centrum”.
De midlertidige parkeringspladser etableres, under forudsætning af vedtagelse af lokalplanen, i forlængelse af den nuværende fladeparkering ved Rådmandshaven.
Lokalplanen for boliger, hotel og urban park for Rådmandshaven behandles efter planen ultimo januar 2026 i Næstved Byråd. Herefter vil der blive gennemført udbud på den midlertidige parkering.
Foto: Næstved Kommune
