Af Jan Christensen - redaktion@naestvednyt.dk
Vintervejret satte søndag en stopper for en planlagt fodboldkamp. Men den aflyste kamp lagde bestemt ikke en dæmper på humøret hos tre lokale drenge fra Fensmark.
Sigurd på 10 år samt Karl og William på 11 år fandt hurtigt på en alternativ plan. Før de så sig om, var kursen sat mod skøjtebanen på Axeltorv sammen med Karls mor, der organiserede transporten.
Selvom fodbolden normalt fylder mest, nyder de udfordringen ved at finde balancen på det glatte underlag på Axeltorv. Karl, William og Sigurd lærte for alvor at mestre skøjterne sidste år, netop her på banen.
For drengene handler det dog om mere end bare sport. Det sociale fællesskab er mindst lige så vigtigt som evnerne på isen.
Når musikken spiller, bliver oplevelsen ifølge drengene kun endnu federe. Denne søndag blev skøjtebanen nemlig forvandlet til Disco on Ice, hvor DJ Rask sørgede for at skrue helt op for stemningen ved årets første disco arrangement.
Selvom Sigurd, Karl og William ikke kaster sig ud i de helt vilde hoppetricks endnu, bliver der øvet vendinger og masser af hurtige spurter til rytmerne fra DJ Rask.
Alle aldersklasser var rigt repræsenterede denne søndag på Næstveds yderst populære aktivitet i city.
Disco on ice tiltag er sponsoreret af de syv lokale REMA 1000-købmænd på henholdsvis Karrebækvej, Snerlevej, Åsen, Grønlandsvej, Dyssegården, Parkvej og Trompetvej.
For dem, der ikke nåede forbi i dag, er der heldigvis flere chancer. Man kan nemlig opleve Disco on Ice hver søndag i både januar og februar mellem klokken 11 og 13.
Banen holder almindeligt åben hver dag frem til 22 februar 2026, men her er det uden DJ.
Læs mere om åbningstiderne og priser for leje af skøjter på Næstved Cityforenings hjemmeside her.
Sigurd på 10 år, Karl 11 år og Valdemar også 11 år tog på skøjtebanen,
da en fodboldkamp blev aflyst.
De fire veninder Aya, Nova, Emma og Sia - som alle er 12 år - nød den gode stemning på torvet og stillede op til et billede ved det store Næstved logo på torvet.
Mange børnefamilier nød søndag at kunne skøjte på den fine bane på Axeltorv
Bertram på 10 år og Joakim, der er et år ældre, havde godt styr på skøjterne
og hyggede sig gevaldigt på byens torv. Naturligvis med hjelm på.
Foto: ISO 4700 Photography - Jan Christensen







