Næstveds nye borgmester til historisk nytårskur: Kenneth Sørensen i stiveste puds hos Kongeparret | Næstved Nyt
Af Jan Christensen - redaktion@naestvednyt.dk
Det var en veloplagt Kenneth Sørensen (V), der mandag formiddag trådte ind i de fornemme rammer i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg iført kjole og hvidt. Anledningen var historisk; for første gang nogensinde dannede Kongeparret ramme om en Nytårskur dedikeret udelukkende til landets borgmestre og regionsrådsformænd.
For Næstveds nye borgmester var dagen ikke blot en markering af det nye år, men også en personlig debut i de kongelige sale.
Til en så særlig begivenhed overlades intet til tilfældighederne. Kenneth Sørensen fortæller mandag aften til Næstved Nyt, at han i dagens anledning havde været ude at investere i nyt tøj. Det var derfor en borgmester i absolut "stiveste puds", der repræsenterede Næstved Kommune.
Som foreskrevet af Kongehuset bar han også sin borgmesterkæde – et symbol på embedet, som de fleste af landets kommuner, herunder Næstved, har stolte traditioner for at bære ved officielle lejligheder.
Selvom rammerne i Gallasalen var præget af guld, krystallysekroner og champagne, fik glarmesteren fra Holmegaard sig en uformel snak med flere borgmesterkolleger undervejs. Formiddagen bød blandt andet på en "mestersnak" med den nyvalgte borgmester fra nabokommunen Sorø, Jakob Spliid (V).
Her mødtes to håndværkere på de bonede gulve: glarmesteren fra Holmegaard og kloakmesteren fra Sorø. Der blev udvekslet erfaringer og ønsket godt nytår mellem de to Venstre-folk, der begge har stået for markante politiske skift i deres respektive kommuner.
Dagens mest opsigtsvækkende øjeblik for Næstveds nye førstemand fandt sted, da Kongen efter talerne bevægede sig gennem mængden. Her lagde Kongen vejen forbi glarmesteren og gav ham et venligt prik på skulderen.
Det er ikke gået ubemærket hen, at Kenneth Sørensen stod for en af kommunalvalgets største overraskelser den 19. november. Her lykkedes det ham at vælte Carsten Rasmussen (A) af pinden og dermed gøre en ende på over 100 års ubrudt socialdemokratisk styre i Næstved.
Efter dagens nytårskur går borgmesterarbejdet nu for alvor i gang for Kenneth Sørensen, og inden længe venter årets første byrådsmøde.
.jpg)