Natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at der gik en mand i Hindholmparken ved Fuglebjerg, hvor han slog på parkerede biler med et bat.
Der blev smadret ruder i flere biler, og ruden til en indgangsdør blev også knust. Politiet anholdt klokken 2.35 en 25-årig mand fra Midtsjælland. Han blev sigtet for hærværk og taget med til politistationen i Næstved.
Her forsøgte den 25-årige at sparke en betjent i hovedet, og han forsøgte at tage betjentens tjenestepistol, hvilket han dog ikke lykkedes med. Den 25-årige blev derfor også sigtet for forsøg på vold mod politiet og for overtrædelse af våbenloven.
Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.