Af Jan Christensen - Næstved Nyt
Torsdag morgen gav Pia Allerslev, der er formand for Arena Næstveds bestyrelse sit første oplæg på et morgennetværksmøde for arenaens erhvervspartnere.
"Jeg føler mig faktisk allerede lidt hjemme," lyder det med et smil fra Pia Allerslev, der netop er tiltrådt som ny bestyrelsesformand.
Pia Allerslev er et velkendt navn i den politiske og kulturelle verden. Med 16 år i Københavns Borgerrepræsentation, heraf 10 år som borgmester for henholdsvis kultur og fritid samt børn og unge, har hun et indgående kendskab til samspillet mellem foreningsliv og politik. Siden hun forlod rådhuset for otte år siden, har hun drevet egen rådgivningsvirksomhed og opbygget en omfattende bestyrelseskarriere med poster i forskellige organisationer.
Hendes engagement i Arena Næstved udspringer af en dyb interesse for kultur- og fritidsområdet. "For mig er det de ting, der interesserer mig allermest: børn og unge, socialt, kultur og fritid," forklarer hun. Hun ser sin politiske baggrund som en styrke i forhold til at navigere i de kommunale rammer og sikre en tæt dialog med byrådet.
Strategi 2030: Forretning møder fællesskab
Det centrale fundament for Allerslevs arbejde bliver den vedtagne "2030-strategi," som skal udstikke arenaens kurs de kommende år. Strategien hviler på en treenighed: at være en erhvervsmæssig virksomhed, en kultur- og eventaktør og en folkeoplysende institution. "Man må aldrig nogensinde tænke, at Arena Næstved ikke skal være en forretning. Vi har brug for også at tjene penge for at kunne præsentere fede kunstnere og lave store, spektakulære ting," understreger formanden.
Strategien indeholder fem centrale mål for arenaens fremtid: For det første skal det forretningsmæssige grundlag styrkes gennem gode aftaler og billetsalg for at sikre en stabil økonomi. For det andet skal der arbejdes med datadreven udvikling for at forstå gæsterne bedre gennem systematisk brug af data. For det tredje er et tættere samarbejde med foreninger et hovedmål, da de lokale foreninger og de mange frivillige betragtes som arenaens hjerteblod. Dertil kommer ambitionen om at være en national aktør og lokal rollemodel, hvor arenaen fortsat skal tiltrække internationale navne, som tidligere med Obama, men samtidig løfte hele Næstved Kommune. Endelig er det femte mål at skabe et stærkt brand baseret på stolthed, genkendelighed og kvalitet i højsædet.
Pia Allerslev ser store muligheder i samarbejdet med andre arenaer gennem netværket "De Seks Arenaer," der tæller Hillerød, Frederikshavn, Esbjerg, Viborg, Odense og Næstved.
Ved at stå sammen kan arenaerne byde på større koncerter og forhandle bedre vilkår med internationale promotere, fortalte hun de fremmødte fra errhversnetværket.
Senere torsdag holder Arena Næstved møde med gruppeformændene for de politiske partier.
Mens 2026 bliver et "transitionsår" efter den såkaldte Næstvedsag, så lover direktør Jakob Brixvold allerede nu, at der i 2027 kommer endnu flere store navne på plakaten i Arena Næstved.
