Vesterhave Vingaard høster masser af international hæder for sine vine | Næstved Nyt

Dansk vin har for alvor meldt sin ankomst på den internationale scene. Vesterhave Vingaard i Karrebæksminde har netop opnået en historisk anerkendelse ved en stor international bedømmelse hos Falstaff – et af Europas mest respekterede vinmedier og gastronomiske autoriteter. Det skriver vinbonden Jesper Rye Jensen i en pressemeddelse.

Resultatet blev 14 medaljer, herunder guld, sølv og bronze, samt en topkarakter på 96 point, den højeste score i vingårdens historie. Samtidig er en af vingårdens vine blevet kåret som Nordens bedste.

Dansk rødvin i verdensklasse

Det mest bemærkelsesværdige er, at det især er vingårdens rødvine, der har imponeret de internationale dommere. Rødvin er traditionelt den sværeste disciplin i kølige klimaer som det danske, hvilket gør anerkendelsen ekstra bemærkelsesværdig.

Den tyske overdommer, Ulrich Sauter, kontaktede efterfølgende vingården personligt for at udtrykke sin begejstring. 

Sauter har samtidig vist stor interesse for vingårdens placering ved Smålandshavet og de økologiske produktionsmetoder – og har udtrykt ønske om at besøge Karrebæksminde for at se forholdene med egne øjne.

Med de 14 medaljer placerer Vesterhave Vingaard sig blandt de mest prisvindende vingårde i Norden i denne sammenhæng. For Jesper Rye Jensen er anerkendelsen mere end blot en personlig sejr:

“Vi ser det som et vigtigt skridt – ikke kun for os, men for dansk vin generelt.”

Danmark har de seneste år markeret sig internationalt på gastronomiens verdenskort, men vinproduktionen har stadig været omgærdet af skepsis. Den nye internationale topplacering viser, at dansk vin – og især dansk rødvin – nu kan måle sig med de bedste i verden.

Vesterhave Vingaard producerer udelukkende økologisk vin og har gennem en årrække arbejdet målrettet med sorter, der trives i det danske klima.

EU anerkendte Danmark som vinproducerende nation i 2000, da producenter begyndte at plante sorter som Solaris og Rondo, der er tilpasset det barske skandinaviske klima.

I dag råder Danmark over omkring 175 hektar vinmarker og 125 licenserede producenter, selvom der kun en håndfuld større aktører.


Foto: ISO 4700 Photography

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter