Flot start på middelalderfestivalen Næstveds Søjler

Middelalderfestivalen Næstveds Søjler tiltrak igen i år masser af mennesker. Aktiviteterne startede allerede fredag formiddag, hvor arrangørerne havde sørget for et særligt børneprogram.  Her var der ved Boderne og Sct. Peders kirke masser af teater, musik og fortællinger bl.a. for en lang række af kommunens institutioner og skoleklasser.

Festivalens børneprogram blev åbnet af borgmester Carsten Rasmussen, og han afslørede også vinderen af 2. klassernes konkurrence om at dekorere byens nøgler. Her var det i år 2.N. fra Sct.  Jørgens skole som vandt konkurrencen, og eleverne kunne tage hjem med 1.000 kr. til klassekassen. 

Vindernøglen var dekoreret med nogle af de  ting, som børnene først var kommet i tanke om, når de tænkte på middelalderen bl.a. ild, kirker, drager og sværd. Nøglen havde også fået simili diamantsten, da nogle af pigerne i klassen, havde tænkt på smykker og ædelsten fra eventyr om middelalderen. 2. N  havde også fået det ukrainske flags farver med, da klassen har en elev derfra.  

I løbet af fredagen kunne publikum ved Boderne og Sct. Peders Kirke opleve masser af dukketeater, fortællinger, gøgleri, og der var små opgaver og udfordringer for børn, som bl.a. kunne tegne deres eget våbenskjold og skyde med mini-armbrøst efter en drage. 

Den officielle åbning af Næstveds Søjler fandt sted om eftermiddagen efterfulgt af et stort optog langs den fritlagte Suså og rundt i  Næstved by. 





Foto: Næstved Avantgarden sørgede for spas og løjer i gaderne.

Fredagen sluttede af med et hæsblæsende show med den svenske ridderguppe Equites Gloriae, og historiker Kåre Johannesen som speaker. Her blev der gået til stålet med både sværd og lanser.




Foto: På plænen foran Kompagnihuset var der opsat masser af telte og boder, hvor der også var mulighed for at slukke tørsten med et krus mjød.



Foto: Næstveds Internationale Egnsteater Dansk Rakkerpak havde Ridder Niels og hans væbner med i festivaloptoget. Den hvide tobenede hest vakte opsigt ved Boderne, og da en pige spurgte, hvorfor hesten kun havde to ben, lød svaret fra Ridder Niels: Det er billigere i hestesko!



Foto: Parkeringspladsen foran Boderne og ved den fritlagte Suså var omdannet til ridderturneringens flotte kampplads og arena med masser af siddepladser til publikum.



 Tekst og fotos: Jan Christensen
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved