Nætterne mellem onsdag den 30. april og torsdag den 1. maj samt mellem torsdag den 1. og fredag den 2. maj udfører Vejdirektoratet vedligeholdelsesarbejde på Næstved Svingbro, oplyser Vejdirektoratet.
Vedligeholdelsesarbejdet omfatter finjustering af et par af broens seks rigler efter den nylige renovering i 2024. Det er riglerne, der sikrer, at broens svingfag er låst, når den er i lukket eller åben position.
Arbejdet omfatter i hovedtræk udtagning af rigle, udskiftning af lejepander, udskiftning af afbalancerede stålplader og afslutningsvis genmontering af riglen.
Information til trafikanterne
Vestre Ringvej spærres mellem rundkørslerne ved Karrebækvej og ved Industrivej i aften- og nattetimerne fra onsdag den 30. april til og med fredag den 2. maj om morgenen. Det sker i tidsrummet fra klokken 18.00 til 5.00 begge nætter. Der vil i denne periode være omkørsel via Næstved Havn.
Foto: Vejdirektoratet