Seks mænd idømt i alt 29 års fængsel for groft hjemmerøveri lidt udenfor Næstved

Der er i dag faldet dom ved retten i Næstved i en sag om et groft hjemmerøveri begået den 1. april 2024 på en adresse på Skælskørvej lidt uden for Næstved.

Her mødte seks maskerede mænd kort før midnat op og slog en rude ind og tiltvang sig adgang til huset. Her truede de stedets mandlige beboer med en hardball maskinpistol, et koben, en skruetrækker og en muggert og slog ham flere gange, mens de spurgte til, hvor han gemte sine penge.

Et familiemedlem fik gemt sig og fra sit skjul tilkaldt politiet, som kort efter kom til stedet og fik forhindret en yderligere udvikling af røveriforholdet. Blot ni minutter efter anmeldelsen var den første mand anholdt.

Politiets efterforskning af sagen har ført til anholdelse af i alt seks mænd, der er sigtet for røveri af særlig grov beskaffenhed. To af dem tilstod den 15. november 2024 og er idømt 4 år og 6 måneders fængsel. Yderligere to mænd tilstod den 18. december 2024. Den ene blev idømt 4 års fængsel og den anden fik 3 år og 6 måneders fængsel.

I dag faldt der så dom over de sidste to tiltalte i sagen – en 25-årig mand og en 30-årig mand, der ikke har tilstået deres deltagelse i røveriet. Den 25-årige mand blev idømt 5½ års fængsel og udvist i 6 år. Den 30-årige blev idømt 7 års fængsel.

De blev begge fortsat fængslet efter dom og har begge anket dommen

- Dommen er et klart og tydeligt udtryk for, hvor alvorligt man ser på den slags voldelige røverier, og jeg er godt tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand i forhold til strafudmåling. 

Den hurtige respons og det solide efterforskningsarbejde fra politiets side, har i høj grad bidraget til domfældelsen af de i alt seks mænd, der har været tiltalt i denne sag, siger senioranklager Siw Olsen i en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.



Læs også:


Seneste nyheder
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter