Danmark er et af verdens førende lande, når det gælder frivillighed. Bare inden for fodbold er der omkring 120.000 frivillige, som hver uge får klubberne til at fungere. Det viser, hvor stærkt et fællesskab vi har bygget op gennem generationer. Men hvis vi vil bevare denne unikke kultur, skal vi give den videre til de unge – og derfor bør foreningsliv være en del af skoleskemaet.
I foreningerne lærer børn og unge også noget: samarbejde, respekt og ansvar. Sport og fællesskab er med til at nedbryde sociale og kulturelle barrierer, fordi alle mødes på lige fod – uanset baggrund. Det er i fællesskabet, vi bliver til hele mennesker.
Men foreningslivet kan ikke stå alene. Kommunerne spiller en afgørende rolle. Vi skal støtte vores lokale foreninger og skabe de gode rammer for, at de kan blomstre – uanset om det handler om svømning, fodbold, håndbold, kunstskøjteløb eller dans. Det handler ikke kun om sport, men om fællesskab og trivsel for alle.
At stille krav til, at foreningsliv indgår i skolen, er ikke et udtryk for kontrol – det er en investering i fremtidens samfund. For når vi giver børn og unge mulighed for at deltage aktivt i fællesskaber, får vi også mere ansvarlige, engagerede og glade borgere.
Et godt eksempel er Venstre i Næstved, der fik foreningen Broen på kommunens budgetaftale, så de nu får et fast beløb hvert år. Så kan flere børn og unge komme ud til foreningerne og blive en del af fælleskabet.
Foreningslivet er en del af det, der gør Danmark stærkt. Lad os bevare det – og styrke det gennem skolen.
.jpeg)