Smilene er ekstra store hos Mogenstrup Børnefællesskab og Kompagni47 i Næstved i disse dage. Begge steder har modtaget en donation på knap en kvart million kroner. Efter indstilling fra Bilka Næstved har Salling Fondene doneret 234.000 kroner til Mogenstrup Børnefællesskab til en ny legeplads samt 240.000 kroner til Kompagni47 til cirkusudstyr, loungeområde, lys og lyd.
Børn og legeglade sjæle kan begynde at glæde sig til en helt ny legeplads, som er på vej i Engen ved Mogenstrup, ligesom en masse aktiviteter og sjov venter, når Kompagni47 åbner Næstveds nye Turbinehal på havnen.
Det er Bilka Næstved, som har indstillet de to projekter til Salling Fondene, der har doneret 234.000 kroner til en ny legeplads til Mogenstrup Børnefællesskab og 240.000 kroner til cirkusudstyr, en loungekrog og i det hele taget udstyr til Kompagni47, når stedet åbner - formentlig i 2026. Legepladsen i Mogenstrup er primært til børn i alderen cirka 2-12 år og får klatreelementer og rutsjebane, mens Kompagni47 med donationen ser frem til at styrke byens ungdoms- og kulturliv, når stedet åbner.
Donationerne vækker stor begejstring hos de to modtagere.
- Vi er rigtig glade. Vi har ingen legeplads i området, og det har længe været et stort ønske. Vi mangler et sted, hvor børnefamilier og børn kan mødes på tværs, så det er virkelig dejligt, at vi får legepladsen nu, siger Sara Engels, formand for Mogenstrup Børnefællesskab, som hun har stiftet for at fremme børns fællesskab i området.
Også hos Kompagni47 er glæden til at få øje på.
- Det er helt fantastisk, at vi har fået så stor en donation. Den betyder, at vi er sikret, at vi har noget fedt udstyr, når vi åbner, og at vi får et samlingssted for byen og områdets børn, familier og unge. I loungeområdet kan de få gode fællesskaber på tværs af de aktiviteter, vi kommer til at have i Kompagni47. Det gør en sindssyg stor forskel for os, at vi har fået 240.000 kroner – det er helt vildt dejligt, og vi glæder os til at åbne det unikke sted. Vi er meget taknemmelige over, at vi har fået så flot en støtte, også selv om vi er nye, siger Sine Krag, leder af Kompagni47.
Hos Bilka Næstved er Costumer Experience Manager, Mette Vinther-Nielsen, glad for at kunne støtte to lokale projekter, som har børn og unges trivsel i højsæde.
- Det er fantastisk, at vi kan være med til at støtte nogle gode lokale projekter og gøre en forskel. Det er vigtigt, at vi kan være med til at skabe nogle miljøer, hvor børn og unge kan finde sammen på kryds og tværs, og det taler både legeplads og Kompagni47 rigtig godt ind i, siger hun og fortsætter:
- Donationen til Kompagni47 er lidt anderledes, men jeg er sikker på, at det bliver et rigtig godt sted, hvor børn og unge kan udvikle sig i fællesskab og have gode oplevelser - også hvis de ikke lige går til de traditionelle sportsgrene. Det handler rigtig meget om fællesskaber, og det er to virkelig gode donationer, som vi glæder os til at følge.
Bilka har et klart fokus på at støtte børn og unges trivsel. To gange om året har varehusene mulighed for at indstille lokale initiativer og projekter til donation ved Salling Fondene. Fælles for alle projekterne er, at de indbyder til fællesskaber og fremmer børn og unges trivsel.
FAKTA
· Salling Fondene har siden 2012 støttet projekter i hele landet for mere end 2,3 milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål
· Bilka har siden 2020 indstillet og fået godkendt 109 lokale projekter til en samlet værdi på over 23 millioner kroner fra Salling Fondene. Det har været alt fra multibaner, legepladser, sheltere, træningsområder og meget mere
· Salling Fondene donerer pengene via indstillinger fra Bilka for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete initiativer med børn og unges trivsel for øje.

