Næstved har fået en endnu en ny genbrugsbutik, da Blå Kors torsdag slog dørene op for organisationens butik nummer 51 på Lunavej 3. Åbningen blev markeret med taler og gode tilbud, og landsformand Dan Månsson glædede sig over det store lokale engagement og opbakningen fra de frivillige.
Der var sort af mennesker og masser af biler på Lunavej, da butikken åbnede klokken 13. Før snoren blev klippet ved åbningen var der tale af landsformanden. Også Githa Nelander der er formand for Beskæftigelses-, Erhvervs- og Turismeudvalget holdt en tale.
Genbrugsbutikken er et vigtigt led i Blå Kors Danmarks sociale arbejde, og Landsformand Dan Månsson fremhævede i sin åbningstale, at genbrug er en fordel for både miljøet, forbrugerne og organisationens sociale indsatser:
"En genbrugsbutik giver jo nyt liv til tøj, porcelæn, møbler og en masse andet, som har haft et liv i ét hjem, men ikke er slidt op, og derfor kan få et nyt liv i et nyt hjem hos nye mennesker. I en verden, hvor ressourcerne er begrænsede, og hvor flere ønsker at begrænse forbruget og minimere affald, der er genbrug jo en super god idé," sagde Dan Månsson.
Han pegede desuden på de økonomiske fordele for borgerne og det efterfølgende sociale afkast:
"Samtidig er genbrugsvarer som regel billigere end nyt, så mennesker, som ønsker at spare eller ikke har så stor økonomi, kan erhverve sig ting til en overkommelig pris. Og endelig kan Blå Kors Danmark gøre brug af det økonomiske overskud fra genbrugssalg til sociale formål. Så en genbrugsbutik er win-win-win – det er win for naturen og samfundet, for forbrugeren og for Blå Kors Danmark."
Støtte til sårbare og pårørende
Overskuddet fra genbrugsbutikken går ubeskåret til Blå Kors Danmarks arbejde med at hjælpe mennesker med alkoholproblemer samt deres pårørende, herunder børn, ældre og familier.
Ifølge landsformanden er genbrugsbutikkernes indtægter helt uundværlige for denne drift:
"En del af Blå Kors Danmarks arbejde med børn, unge og familier kunne ikke eksistere uden den økonomi, der kommer fra vores genbrugsbutikker.
I vores væresteder kommer der mennesker, som ellers er alene, som slider med misbrug og psykisk smerte. Uden økonomisk hjælp fra genbrugsbutikkerne kunne vi ikke drive de steder, ligesom vi bruger pengene i vores børne-, unge- og familietilbud, sagde han inden kunderne blev lukket til genbrugsjagten i den nye flotte butik.
