På 80-årsdagen for Danmarks befrielse blev den unge frihedskæmper Otto Jacobsen 4. maj 2025 mindet ved en højtidelig ceremoni på Næstved Gamle Kirkegård. En række kranse blev nedlagt ved hans grav til ære for den dengang 23-årige slagtersvend, der mistede livet i maj 1945 under tragiske omstændigheder kun to dage efter befrielsen.
Kransenedlæggelsen på Næstved Gamle Kirkegård var samtidig en af mange kransenedlæggelser rundt i Næstved Kommune på 80-årsdagen for befrielsen, hvor mange lokale modstandsfolk blev mindet.
Otto Jacobsen var født den 31. januar 1922 i Thorshavn på Færøerne, og var en aktiv del af modstandsbevægelsen i Næstved. Han spillede en vigtig rolle i organiseringen af de militære grupper i byen.
Tragedien indtraf den 7. maj 1945 i Ringstedgade. Som leder af en af de mobiliserede kampgrupper blev Otto Jacobsen tilkaldt for at mægle i en strid mellem en slagtermester og to tyske soldater, der ønskede at købe smør. Under forhandlingen åbnede de tyske soldater pludselig ild mod Otto Jacobsen, der blev dræbt på stedet.
Ved mindearrangementet på Næstved Gamle Kirkegård deltog bl.a. også Otto Jacobsens søn og dennes hustru, Næstveds borgmester Carsten Rasmussen samt en række hjemmeværnsfolk og de blå baretter.
Mindeceremonien var en påmindelse om de ofre, der blev bragt for Danmarks frihed, og en hyldest til modige mænd og kvinder som Otto Jacobsen, der risikerede og mistede livet i kampen mod besættelsesmagten. I Ringstedgade findes en mindetavle for Otto Jacobsen på husmuren ud for nummer 50.
På selve 80-årsdagen for nedskydningen af Otto Jacobsen onsdag d. 7. maj 2025 lægges der kranse ved mindetavlen i Ringstedgade.