I anledning af 80-året for Danmarks befrielse blev en særlig mindehøjtidelighed afholdt ved Svinø Kirke 4. maj. Arrangementet, der traditionen tro hvert år ærer de faldne allierede flyvere, tiltrak i år et ekstraordinært stort antal gæster fra både ind- og udland.
Interessen var så overvældende, at mange af de fremmødte måtte følge gudstjenesten via højttalere uden for kirken, da den lille kirkes pladser hurtigt blev fyldt.
Aftenen ved Svinø Kirke var begunstiget af smukt vejr. Programmet var arrangeret af "Folk og Sikkerhed Storstrømmen" og inkluderede overflyvning, fanevagt og vagt ved gravene, suppleret af musik fra et sækkepibeorkester Copenhagen Caledonia Pipe Band.
Højtideligheden bød på taler, kransenedlæggelser og en gudstjeneste ledet af Biskop Ulla Thorbjørn Hansen fra Roskilde Stift. Flyvevåbnets overflyvninger, der tjente som en hilsen og honnør til de faldne
Blandt de mange deltagere var en særlig gæst fra England. Det var Neil Cowler fra London, hvis far Colin Fowler var en af de overlevende fra et britisk Lancaster-fly, der styrtede ned i Ørslev Kohave ved Vordingborg natten til den 12. september 1944. Tre af Colins kammerater ligger begravet på Svinø Kirkegård.
Neil Fowler, der bor i Kew i London, har altid haft en dyb interesse for sin fars historie. Selvom Colin Fowler gik bort i 2012, ønskede Neil at deltage i mindehøjtideligheden i Svinø for at ære sin fars besætningsmedlemmer, der mistede livet ved styrtet.
Lancaster-flyet, med syv ombordværende, herunder Colin Fowler, blev under en mineudlægningsoperation i Østersøen ramt og styrtede ned i en ejendom. Tragedien kostede den danske familie Pommergaard – ejeren, hans kone og tre voksne børn – livet. Af flyets besætning, hvoraf seks var fra New Zealand, omkom fem.
Mirakuløst lykkedes det Colin Fowler at overleve styrtet. Med uvurderlig hjælp fra venligtsindede danskere holdt han sig skjult nær Ørslev Kirke og blev efterfølgende hjulpet videre til Sverige. Den 28. september 1944 var han sikkert tilbage i England. Den sidste overlevende fra flyet blev taget til fange af tyskerne og endte i en krigsfangelejr.
Historien om flystyrtet for 80 år siden blev også mindet ved en ceremoni i Ørslev Kirke, efterfulgt af et foredrag af Michael Laursen i Ørslev Egnshus i september måned. Michael Laursen deltog ligeledes i den store mindehøjtidelighed i Svinø sammen med Neil Fowler.
I alt 62 allierede flyvere hviler på kirkegården, der har status som Commonwealth War Graves.
Arrangementet ved Svinø Kirke var en påmindelse om de ofre, der blev bragt for Danmarks frihed, og en smuk hyldest til de allierede flyvere, der mistede livet under besættelsen af Danmark.
Biskop Ulla Thorbjørn Hansen fra Roskilde Stift til venstre.
Neil Fowler (imidten) var kommet fra England for at deltage i mindehøjtideligheden i anledningen af 80-året for befrielsen. Hans far overlevede et flystyrt med en Lancaster bombefly i 1944 i Ørslev ved Vordingborg og blev hjulpet til Sverige.
Fotos: ISO Photography - Jan Christensen