Fokus på kulturen: Venstre, LA og DF vil ændre Næstveds kulturstrategi

Af Jan Christensen, Næstved Nyt

Kulden bed i kinderne udenfor, men indenfor i Arena Næstved var temperaturen høj. Lørdag aften kulminerede ugers forberedelse, da borgere, skoler og det lokale erhvervsliv stod skulder ved skulder til Danmarksindsamlingen og fik et fantastisk show.

Det var en aften, der viste Næstved fra sin bedste side. Næstved Nyt benyttede anledningen i Arena Næstved til at tage temperaturen på kulturområdet hos flere partier i det nye borgerlige flertal, der med borgmester Kenneth Sørensen (V) i spidsen har siddet for bordenden siden 1. januar.

Meldingen fra de tre borgerlige partier, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, tegner et billede af en ny retning for kulturen i Næstved: Ja til konkrete events, men et nej til “luftige prestige-projekter”.

LA og DF: Velfærd før Kulturby


– "Jeg synes, det er fantastisk, at det her (Danmarksindsamlingen, red.) kommer til Næstved. At vi også kan være vært for store arrangementer," lød det fra Kasper Schneider (LA).

Begejstringen skygger dog ikke for hans principielle tilgang. Schneider har tidligere kritiseret, at udgiften på omkring én million kroner til arrangementet ikke var tydeligt kommunikeret fra start.

– "Jeg er ligeglad med beløbet. Problemet er, når man ikke fortæller offentligheden, hvad det koster," fastslog han.

Enigheden mellem LA og DF var stor, da snakken derefter faldt på Næstveds potentielle kandidatur som Europæisk Kulturby.

– "Vi har ikke afsat nogen penge til at undersøge, om vi kan blive Europæisk Kulturby," supplerede Nickolai Hamann (DF) og pegede på, at kommunens kerneopgaver skal komme i første række:

– "Børn og unge, ældre og udsatte borgere."

Kasper Schneider bakkede sin politikerkollega op: – "Når vi har styr på de ting, så vil jeg super gerne være med til at udfolde alt muligt andet."

Eventby med signaturbegivenheder


I stedet for det store Kulturby-projekt, ser de to politikere hellere en strategi, hvor Næstved udvikles som en "Eventby" med fokus på tilbagevendende signaturbegivenheder.

Kasper Schneider fremhævede her Skills som et eksempel – et arrangement, der ikke bare er underholdning, men som direkte understøtter håndværksfagene og ungdomsuddannelserne.

Nickolai Hamann deler en frygt for, at Kulturby-projektet vil dræne kommunekassen: – "Det er bedre at fokusere på nogle mindre signatur-events, som vi kan afholde i Næstved, fremfor kulturbyidéen. Jeg frygter, at det kan blive en rigtig, rigtig dyr fornøjelse for Næstved", siger han.

Venstre: Fakta over mavefornemmelse


Hos borgmesterpartiet Venstre anlægger gruppeformand Süleyman Yücel en mere helhedsorienteret vinkel. Han understreger, at Venstre ikke er ude på at "dræbe kulturen", men at prioriteringerne skal være skarpe.

– "Kulturen er det, der forsøder vores tilværelse. Sport er også kultur. Kunst er kultur," sagde Süleyman Yücel og uddybede:

– "Kulturen skaber fællesskaber. Fællesskabet skaber sammenhold. Og sammenholdet skaber dannelse."

Men beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag, ikke på synspunkter og mavefornemmelser. Venstre vil arbejde "fakta-baseret". Det gælder også i spørgsmålet om Europæisk Kulturby, hvor partiet vil se en nøje vurdering af, om det reelt er en gevinst eller blot en udgift, før de konkluderer noget.

Samme tilgang gælder de meget omdiskuterede kunststofbaner, som byens idrætsforeninger sukker efter. Her er Venstres dør åben, men kravet er klart: Klubberne skal levere konkrete behovsanalyser, før man kan prioritere midlerne.

Indsamlingsaftenen i Arena Næstved sluttede med en fest på scenen, og med en blå kulturmelding: Næstved kan godt løfte flere store events i fællesskab – men fremtidens kulturpolitik i Næstved skal føres mere med lommeregneren i hånden.

Foto: ISO 4700 Photography


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter