Fra borgmesterdrøm til Christiansborg: Rune Kristensen satser alt på fjerde forsøg | Næstved Nyt

Efter et intenst kommunalvalg, hvor Rune Kristensen gik målrettet efter borgmesterkæden i Næstved, har den konservative politiker nu rettet blikket mod Christiansborg med en klar ambition om at repræsentere Sjællands Storkreds i Folketinget. 

Selvom borgmesterdrømmen i Næstved glippede, ser han ikke resultatet som et stopskilt, men derimod som en dør, der lukker, mens en ny åbner. Rune Kristensen går efter at stille op i Ringsted-Sorø-kredsen, som ved seneste kommunalvalg leverede 40 procent af stemmerne til Det Konservative Folkeparti i Ringsted. I Sorø tabte de Konservative dog borgmesterposten til Venstre og gik meget tilbage. 

Opstillingen i Ringsteds-Sorø kredsen sker med tung lokal opbakning fra profiler som Ringsteds nyvalgte borgmester, Andreas Karlsen, og Rune Kristensen politiske erfaring giver ham efter eget udsagn den bedste mulighed nogensinde for at blive valgt.

Beslutningen om at søge mod landspolitik bunder i en erkendelse af, at mange af de beslutninger, der træffes i byrådet, i virkeligheden hænger tæt sammen med de rammer, der bliver lagt på Christiansborg. Rune Kristensen understreger dog, at hans base og hjerte stadig banker for Næstved, hvor han fortsætter sit arbejde i byrådet og bevarer et tæt samarbejde med byens nuværende borgmester, Kenneth Sørensen (V), siger han. 

Han påpeger, at det er flere år siden, Næstved har haft et folketingsmedlem bosat i byen. Selvom han vil satse på Ringsted-Sorø-kredsen, understreger han, at man kan stemme på ham i hele Sjællands Storkreds, mens Barbara Engelstoft varetager opstillingen i selve Næstved-kredsen.

Hans politiske mærkesager er klare og tager afsæt i både lokale og nationale udfordringer med et solidt fundament i hele Sydsjælland, siger Rune Kristensen. 

Han  vil bl.a. kæmpe for en hurtig færdiggørelse af motorvejen mellem Rønnede og Næstved samt sikre flere arbejdspladser og uddannelser til området. Han er desuden optaget af erhvervslivets vilkår, herunder et opgør med de emballageafgifter, der presser virksomheder som Ardagh, mens han på den sociale dagsorden vægter familiepolitikken højt med fokus på lavere fødevarepriser, sorgorlov og større frihed ved barsel.

Det er fjerde gang, Rune Kristensen trækker i arbejdstøjet som folketingskandidat. Ved sidste valg manglede han under 300 stemmer i at blive valgt ind, og han drager optimistiske paralleller til den tidligere konservative profil Helge Adam Møller, der ligeledes først opnåede valg i fjerde forsøg. 

Ved kommunalvalget i Næstved blev de konservative 3. største parti med 13% af stemmerne og gik 2,4 % tilbage i forhold til forrige kommunalvalg.


Helge Adam Møller og Rune Kristensen
 
Foto: ISO 4700 Photography

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter