Selvom kalenderen sagde Valentines Day den 14. februar, var det superhelte, prinsesser og fantasifulde væsner, der indtog Axeltorv til årets store fastelavnsfest. Lørdag formiddag summede Næstved City af forventningsfuld energi, og allerede klokken 11.00 satte Næstved Avantgarden gang i festlighederne med et musikalsk optog fra Torvestræde til Axeltorv, der fik både børn og voksne i den helt rette stemning. Musikken og showet dannede den perfekte kulisse for de mange hundrede fremmødte, som var troppet op i deres flotteste udklædninger.
Kort efter optoget gik den helt store begivenhed i gang, nemlig tøndeslagningen. Deltagerne, der var mellem 1 og 12 år gamle, blev inddelt i tre aldersgrupper, så alle havde en fair chance for at ramme plet. Der blev gået til vaflerne med stor entusiasme, og det varede ikke længe, før de første brædder begyndte at give efter for de målrettede slag i kampen for titlerne.
Udover kampen om at blive kattekonge og kattedronning var der også skarpt fokus på de mange kreative kostumer. Dommerne var på en svær opgave, men ét kostume skilte sig i den grad ud fra mængden.
Den 10-årige Liam løb nemlig med sejren for bedste udklædning med sit utroligt gennemførte kostume som en pakke Cheerios morgenmad. Den kreative indsats blev belønnet med manér, da Liam modtog flotte præmier sponsoreret af byens butikker samt billetter til en sjov dag i BonBon-Land.
For dem, der trængte til en pause fra tøndeslagningen eller ønskede at sætte deres eget personlige præg på dagen, var der masser af andre aktiviteter at kaste sig over. Hos MakerSpace i Sydbank Arkaden var der fuld gang i produktionen i det populære maskeværksted, hvor børnene kunne skabe deres egne unikke fastelavnsmasker med alt fra maling til pels. Samtidig sørgede Kvickly for, at de små fastelavnskrigere ikke gik sukkerkolde undervejs, da der blev delt ud af både fastelavnsboller og slikposer, så længe lageret varede.
Fotos: ISO 4700 Photography



