Statsministerbesøg: 13-årige Axel stjal billedet med sit spørgsmål til Mette Frederiksen | Næstved Nyt

Af Jan Christensen, Næstved Nyt

Det var en tætpakket sal i Gl. Ridehus, der onsdag eftermiddag i spænding ventede på statsminister Mette Frederiksen. 

Næstved var første stop på statsministerens turne, der var planlagt med kort varsel, og også bringer hende til Kolding og Aalborg i denne uge under overskriften "En samtale om verden og hverdagen". Tidligere på dagen var et stort politisk udspil "Lilleskolen" blevet præsenteret, og statsministeren undskyldte, at hun var blevet nogle minutter forsinket.

Journalist Kristian Degn styrede herefter slagets gang på scenen, og formatet var lagt an på dialog. Publikum havde indflydelse på emnerne via en indledende afstemning, og der var mulighed for at stille spørgsmål indsendt på forhånd og fra salen. Men der var selvfølgelig også emner, hun selv havde udvalgt bl.a. om de små klasser i folkeskolen, sundhedsområdet og uafhængig energiproduktion. 

Det var dog et af de indsendte spørgsmål, der endte med at blive eftermiddagens måske mest særlige øjeblik.

Blandt de fremmødte sad 13-årige Axel Lykke Splidsboel fra Strøby Egede på forreste række sammen med sin far, der i følge Axel selv også er meget glad for politik. 

Selv om Axel var mødets yngste deltager, havde han alligevel stillet et online spørgsmål på forhånd.

Axel ville nemlig gerne vide, om man kan blive statsminister, når man som ham selv er ordblind – og om statsministeren selv havde haft udfordringer, der var svære for hende i skolen.

»Selvfølgelig kan du blive statsminister, selvom du er ordblind,« lød det fra Mette Frederiksen, der understregede vigtigheden af, at der sættes tidligt ind med hjælp i skolen.

»Det at være ordblind, det er træls. Men hvis man får noget hjælp – og det håber jeg, du har i din undervisning – og man får lidt mere tid til prøver og eksamener, så kan man klare sig præcis ligesom alle andre,« sagde Mette Frederiksen direkte til den unge spørger.

Hun slog fast, at det afgørende for at blive statsminister ikke er retskrivning, men derimod viljen:

»Det vigtigste er, at hvis du gerne vil være statsminister, så er det, at du har nogle idéer til, hvordan du gerne vil gøre noget bedre for nogle andre. Det skal i hvert fald ikke være ordblindhed, der kommer til at afgøre det.«

Axels andet spørgsmål, om Mette Frederiksen selv havde haft det svært i skolen, fik statsministeren til at dele en personlig detalje fra hendes egen barndom, som ingen tænker over i dag.

»Da jeg var lille, gik jeg til talepædagog, fordi jeg havde svært ved at formulere mig. Jeg havde svært ved at tale,« fortalte hun salen.

Hun afslørede, at det især var konsonanterne, der drillede.

»Noget med grød, for eksempel 'gr', blev så bare til 'ød'. Og så kan det godt være lidt svært at snakke,« forklarede hun med et smil og sendte en tak tilbage til Axel for spørgsmålet:

»Så jo, jeg har også prøvet noget. 

Mette Frederiksen var på scenen i omkring 80 minutter, og efterfølgende var Axel hurtig til at arrangere en selfie med statsministeren og en lille snak, da hun var gået af scenen. 







Fotos: ISO 4700 Photography



Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter