Byrådet skal drøfte om Munkebakken kan blive mere interessant for besøgende og turister | Næstved Nyt
På Byrådets møde den 16. september 2024 skal planerne om at udvikle Munkebakken til en attraktiv destination for turister og besøgende drøftes. Initiativet skal være en del af en større strategisk indsats for at styrke området.
Baggrunden for projektet går tilbage til Budgetforliget for 2025, hvor der blev afsat 2 millioner kroner til medfinansiering af en ansøgning om udvikling af Munkebakken som en turismeattraktion. Disse midler var planlagt til at blive disponeret i 2026. Imidlertid gik ansøgningen om fondsmidler ikke igennem, og de reserverede midler står derfor fortsat udisponerede, lyder det i sagens fremstilling.
For at komme videre i processen foreslå administrationen i Næstved Kommune, at Byrådet nu godkender en delvis frigivelse af midlerne. Administrationen anbefaler, at 250.000 kroner af de oprindelige midler fremrykkes til at udarbejde et mere detaljeret prospekt. Dette prospekt skal danne grundlag for en målrettet ekstern fondsansøgning og samtidig sikre bredt lokalt ejerskab gennem en inddragende proces, hvor borgere, lokale erhvervsdrivende og interesseorganisationer inddrages.
Det nye prospekt skal indeholde en analyse af jordforhold, infrastruktur, økonomi og muligheder for anlæg og transformation af området. En vigtig del af processen er at skabe bred involvering i lokalområdet for at opnå et bredt ejerskab og engagement i udviklingen, fremgår det af sagen.
Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget anbefalede sagen allerede den 11. august 2025 og Økonomiudvalget fulgte op med en positiv udtalelse den 8. september 2025.
Nu skal Byrådet tage stilling til, om de ønsker at frigive de nødvendige midler til at fortsætte arbejdet med et nyt prospekt for Munkebakkens udvikling.

