Næstved er Sjællandsmester i erhvervsvenlighed, men jyderne løber med alle priserne på landsplan | Næstved Nyt


En ny stor undersøgelse fra Dansk Industri (DI) har netop vist, hvordan virksomheder i hele Danmark vurderer de lokale betingelser for at drive forretning. I denne sammenhæng skiller Næstved sig ud som den bedst placerede kommune på Sjælland og er nu nummer 11 på landsplan. Det er en fremgang på 4 pladser i forhold til sidste år.

Ifølge DI’s undersøgelse er Næstved den kommune, der scorer højest på Sjælland på overordnet erhvervsvenlighed, infrastruktur og energi samt kommunal administration.  Solrød har dog formået at tage føringen på Sjælland, når det gælder uddannelse og arbejdskraft. Her er Næstved også bag Lyngby-Taarbæk.

På området Kommunal administration ligger Næstved dog helt fremme som nummer 5 i Danmark. 

Selvom Næstved generelt ligger forrest på erhvervsvenlighed på Sjælland, ligger placeringerne 1 til 10 og alle de nationale vindere i Jylland. Kommuner som Vejen, Ikast-Brande, Esbjerg og Billund får anerkendelse for deres stærke erhvervsvenlighed på forskellige områder. For eksempel topper Vejen i kategorierne overordnet erhvervsvenlighed og uddannelse, mens Esbjerg er bedst til infrastruktur og energi. 

Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i DI, understreger i en pressemeddelelse den afgørende rolle, som lokalpolitikere spiller for erhvervslivets vilkår:  

"De lokale politikere har afgørende indflydelse på, hvor gode betingelser vores virksomheder har for at skabe vækst, job og velstand. Alle virksomheder bygger på en drøm om at gøre en forskel, og danske virksomheder giver danskerne noget at stå op til og Danmark noget at leve af."

Han peger på, at det er gennem dialog og samarbejde med erhvervslivet, at kommunerne kan skabe de bedste betingelser for vækst, herunder at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

Et centralt element i undersøgelsen er, at mere end 40 procent af virksomhederne i år har udpeget arbejdskraft som den absolutte prioritet – en stigning fra tidligere år. 

Mange virksomheder har behov for at tiltrække internationale medarbejdere og ønsker derfor mere støtte til at skaffe job til medfølgende partnere. Infrastruktur og transport er også højt prioriteret, hvilket viser vigtigheden af at sikre effektive og pålidelige transportmuligheder for erhvervslivet, lyder det fra DI.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen er glad for den flotte placering på DI´s liste.

- Vi har siden sidste år haft armene op over hovedet over, at vi landede på en 15. plads. Nu hæver vi armene endnu mere over den bedste placering nogensinde. Det har båret frugt, at det store politiske fokus, som byrådet har haft på vilkårene for erhvervslivet, nu også afspejler sig i erhvervslivets oplevelse af Næstved Kommunes erhvervsvenlighed. Det lover godt for en fremtid, hvor vi blandt andet kan se frem til en kommende motorvej til Rønnede og den kommende Femern Bælt-forbindelse, siger borgmesteren.

Rasmus Holst-Sørensen, direktør i Næstved Erhverv er også stolt over den seneste placering over erhvervsvenlighed.

- Det er en placering alle i Næstved kan være stolte af. Stemningen er vendt til, at Næstved Kommune er et sted, hvor der sker noget. Et image om en by med butiksdød er vendt til en bymidte fuld af mennesker og oplevelser, der bygges boliger som aldrig før, og ikke mindst lykkes vi med at tiltrække virksomheder og investeringer til kommunen, siger han.



Foto: Næstved Kommune

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter