Ny bronzeskulptur indvies ved Næstved Kanal | Næstved Nyt

En ny kvindeskulptur vil snart skue ud over Kanalen fra Skulpturpark Næstved Havnepromenade.

På Kulturnat Næstved fredag 3. oktober kl. 16 indvies skulpturen ’Maria’, der er udført i bronze af billedkunstner Lisbeth Nielsen fra Karrebækstorp ved Næstved.

”Jeg har fulgt projektet på havnepromenaden og glæder mig over, at det er lykkedes at få det til at blive virkelighed og til glæde for de mennesker, der færdes der,” siger Lisbeth Nielsen, der selv har udpeget placeringen af sin skulptur tæt på Vadestedet.

”Her kommer ’Maria’ til at stå smukt og se ud over det strømmende tidevand, hvis glitrende lys bringer liv til figurens facetter, og fremhæver skulpturens bevægelse,” siger Lisbeth Nielsen.

Værket er støbt af bronzestøber Johan Ludvig Varming i Jyderup, og soklen er udført af billedkunstner Benny Forsberg i Skælskør. Projektet er støttet af Trelleborg Fonden og Ulla og Erik Hoff-Clausens Familiefond.

Formanden for Skulpturpark Næstved Havnepromenade, Nils Byskov-Ottosen, glæder sig over aftalen med Lisbeth Nielsen.

”Vi er meget stolte over, at en markant kunstner som Lisbeth Nielsen nu bliver repræsenteret i  skulpturparken. Hendes værker skildrer mennesket og udstråler liv og følelser, som vi kan spejle os i som beskuere,” siger Nils Byskov-Ottosen.

Skulpturen ’Maria’ kommer til at indgå som det ottende værk i en allé med i alt ni permanente skulpturer langs havnepromenaden i Næstved.


Læs også: 

Skulpturfest på havnepromenaden i Næstved



 Nils Byskov-Ottosen. Foto: ISO 4700 Photography 

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter