Af Jan Christensen
Næstved Kommune planlægger at etablere et særligt vejbelysningsanlæg i forbindelse med den nyligt udstykkede boligudstykning ved Møllesvinget og Møllekrogen ved Glumsø Sø. Anlægget skal kunne lyse både hvidt og rødt, hvor den røde belysning skal være aktiv om natten for at beskytte de lokale flagermus, der lever i området.
Tiltaget fremgår af referatet fra Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalgets 22. september 2025.Udstykningen ved Glumsø Sø er næsten færdig med byggemodningen, hvor kun asfaltslidlag og vejbelysning mangler. Det nye vejbelysningsanlæg er i følge udvalgsreferatet tænkt for at skabe trygge rammer for beboerne, samtidig med at det tager hensyn til områdets dyreliv. Især flagermusene, der er kendt for at opholde sig i området, er i fokus, da de er særligt følsomme over for kunstigt lys.
Studier viser, at kunstigt lys kan have negative konsekvenser for både insekter og flagermus. Flagermus er tilpasset mørke og reagerer kraftigt på lys, hvilket kan forstyrre deres jagt- og fødesøgning. Insekter, som er flagermusenes føde, forveksler kunstigt lys med månen og kan miste deres orientering, hvilket påvirker hele økosystemet.
Ifølge oplysninger fra Vejdirektoratet og Universitetet i Sørøst-Norge påvirker rødt lys flagermusene mindst sammenlignet med blåt og hvidt lys. Derfor er det planen at anvende en kombination af hvide og røde lyskilder i området.
Det foreslås, at belysningen i området til at starte med tændes med hvidt lys om aftenen, mens det røde lys aktiveres ved skumring, og det hvide lys dæmpes. Om natten vil der kun være rødt lys, hvilket skåner dyrelivet mest muligt. Om vinteren, når flagermusene er i hi, vil hele anlægget lyse med hvidt lys for at sikre tilstrækkelig belysning uden at forstyrre dyrelivet.
Udgifter til opsætning af de hvide lyskilder og armaturer finansieres gennem byggemodningsbudgettet. Den mindre merudgift til de røde lyskilder, estimeret til 500 kroner per lampe (i alt ca. 20.000 kroner for 40 lamper), dækkes af kommunens driftsbudget for vejbelysning. Det vurderes, at samtlige udgifter kan afholdes inden for de allerede afsatte budgetrammer.
Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget tog den 22. september 2025 orienteringen om tiltaget om ny vejbelysning i Glumsø til efterretning.