Søren Revsbæk gør politisk comeback og stiller op for Liberal Alliance i Næstved


Søren Revsbæk stiller op for Liberal Alliance ved kommunalvalget i Næstved den 18. november.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Den erfarne lokalpolitiker, der i 2021 takkede af efter hele 32 år i byrådet, har besluttet sig for at vende tilbage til politik. Baggrunden er et ønske om at styrke fokus på en mere ansvarlig og harmonisk udvikling af hele Næstved kommune og en markant modstand mod det omdiskuterede bolig- og hotelbyggeri i Rådmandshaven.

– Rådmandshave-projektet er en del af mit brændstof op til valget. Jeg fornemmer stor folkelig opbakning til synspunktet om ikke at bygge et hotel i 12 etager og overraskelse over den lukkede proces. Det virker som et desperat prestigeprojekt midt i valgkampen for at der ”skal ske noget”. I stedet bør vi udvikle byen harmonisk med udgangspunkt i havnen eller området ved den gamle krydsfinérfabrik, siger Søren Revsbæk.

Revsbæk lægger vægt på, at kommunalpolitik først og fremmest handler om borgernes hverdag:

– Det er hverdagen som betyder noget. De nære ting: Skoler med flere lærere, børnehave med mere personale, at vejene bliver lappet, ordentlig offentlig transport, ukrudtet bliver fjernet og så videre. Alt det, der bare skal fungere og som gør Næstved kommune attraktiv at bo i og drive virksomhed i til daglig. Jeg vil arbejde for, at Næstved bliver en mere attraktiv by at bo i – ikke kun gennem
store prestigeprojekter, men gennem solide løsninger for borgerne.”

Med sit comeback tilfører Revsbæk Liberal Alliance en kandidat med både politisk tyngde og et stærkt lokalt kendskab. Siden sit første valg til byrådet i 1990 har han bestridt en række centrale poster, bl.a. som viceborgmester, formand for Ejendomsudvalget, Havneudvalget og Teknisk Udvalg.

Formand for Liberal Alliance Næstved, Jacob Jensen, glæder sig over Sørens beslutning:

– Søren er en stærk stemme i den lokale debat og en erfaren politiker, som mange borgere lytter til. Hans engagement og erfaring vil være en stor styrke for Liberal Alliance og for Næstveds fremtid. 

Søren kan tilføre byrådet overblik, erfaring og så er han ikke bange for at stille de nødvendige spørgsmål. På den måde vil Søren indgå fint i Liberal Alliances team til kommunalvalget 2025 og
kampen for en blå borgmester i Næstved kommune.

Søren Revsbæk kommer på Liberal Alliances kandidatliste som nr. 10. Liberal
Alliance opstiller sideordnet, så det er de personlige stemmer der afgør valget, fremgår det af pressemeddelelsen.


Foto: Presse


 Liberal Alliance i Næstved opstiller følgende kandidater til KV 2025 på en sideordnet liste:

. Kasper Schneider
2. John Axelsen
3. Jacob Jensen
4. Robert Helstrup Hansen
5. Henrik Mossner
6. Rene Faurskov
7. Julie kleis
8 Mikkel Kjærsgaard Petersen
9. Villads Bech Pedersen
10. Søren Revsbæk


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter