Mange hundrede ærede faldne flyvere i Svinø Mindelund | Næstved Nyt

Af Jan Christensen - Næstved Nyt

Mindehøjtideligheden for de faldne allierede flyvere fra Commonwealth-landene samlede atter i år mange hundrede deltagere, og Svinø Kirke var traditionen tro 4. maj fyldt til bristepunktet. Mange måtte stå i kø, og der måtte udleveres numre for at få plads inden for.

Inden processionen bevægede sig ud til Mindelunden, stod sognepræst Lars Foged for gudstjenesten akkompagneret af kirkens organist Martin Valsted. Lars Foged understregede i kirken, at selvom de døde er ukendte for de fleste af os i dag, så fortæller gravene en historie. En historie, der vidner om heltemod. 

Han mindede de fremmødte om, at flyverne stod op for fred, men de nåede aldrig selv at opleve freden. De nåede aldrig selv at opleve befrielsen. Præsten nævnte i sin tale, at deres liv, deres indsats, deres heltemod og deres død lever videre med os, der lider godt af freden i dag.

Historien om navigatør og flyverløjtnant James Ritchie og hans besætning er et lokalt eksempel fra Næstved. Ritchies lig skyllede i land på Vesterhave Strand d. 7. maj 1945, efter at hans fly Halifax III MZ924 styrtede ned i Smålandsfarvandet efter at være blevet skudt i brand af en tysk natjager den 14. februar 1945.  James Ritchie ligger sammen med besætningsmedlem Ronald Edward Russell begravet på Svinø Kirkegård.

Højtideligheden havde stor militær deltagelse, men der var også deltagelse af både borgmestrene Kenneth Sørensen  fra Næstved og Michael Seiding Larsen fra Vordingborg samt Deputy Ambassador Sarah Riley fra den engelske ambassade og Colonel Spencer Peterson fra den amerikanske ambassade. 

Toner fra Copenhagen Caledonia Pipes and Drums blandede sig traditionen med Gardehusarregimentets trompetere, mens Flyvevåbnet ærede de faldne kolleger med en traditionel overflyvning.

Formanden for menighedsrådet, Lis Birch Christiansen, var også på talerlisten og hun understregede i sin tale, at det store fremmøde år efter år er et tydeligt bevis på, at de faldne flyvere ikke ofrede deres liv forgæves. Hun sendte et klart budskab om, at Friheden er ikke kommet gratis, og de unge menneskers ofre er ikke glemt.

Næstformanden udtrykte en dyb taknemlighed, men blandede den med urolig erkendelse af nutidens konflikter.

- Når vi i aften samles om gravene for de allierede flyvere, der blev begravet her på Svinø, er det med en stor taknemlighed for den kamp, de kæmpede, og for det ultimative offer, de gav for vores skyld, så vi kunne leve et liv i frihed, sagde hun. 

- Dog sniger frygten sig igen ind på os og blander sig med vores taknemlighed og minder os om, at frihed ikke er noget, vi blot kan tage som en selvfølge.

Hun understregede, at krig er igen en realitet i vores liv – ikke en krig der udkæmpes i vores land – men alligevel berører den os, for den foregår i vores nærhed", og nævnte specifikt krigene i Ukraine, Israel/Palæstina og Iran.

- Hele tiden håber vi på fred, og hele tiden hører vi om brudte våbenhviler og kan følge med i krigens rædsler på fjernsynet hjemme i vores stuer, konstaterede Lis Birch Christiansen.

Hun bekræftede traditionens fortsatte relevans: "lige nu er Danmark frit – og derfor samles vi her i Mindelunden år efter år i taknemmelighed over for Mindelundens unge mænd, der medvirkede til, at vi har kunnet leve i frihed i de sidste 81 år". 


Borgmester Michael Seiding Larsen fra Vordingborg, Deputy Ambassador Sarah Riley fra den engelske ambassade, Colonel Spencer Peterson fra den amerikanske ambassade, og borgmester Kenneth Sørensen fra Næstved. 



De Blå Baretter fra Næstved var talstærkt repræsenteret



Copenhagen Caledonia Pipes and Drums

Sognepræst Lars Foged


Næstformanden i Svinø Kirkes menighedsråd Lis Birch Christiansen  









Fotos: ISO 4700 Photography - Jan Christensen

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter