Første spadestik til Stenlængepark: Nyt boligkvarter markerer stærk udvikling i Næstved Nord | Næstved Nyt

Af Jan Christensen - Næstved Nyt

Solskin og forventningsfuld stemning prægede torsdag eftermiddag Næstved Nord, hvor et tredobbelt spadestik markerede starten på byggeriet af det nye boligområde, Stenlængepark. Klokken lidt over 13 satte borgmester Kenneth Sørensen, bygherre Anders Mayland og totalentreprenør Bo Mejdahl fra De Fries & Mejdahl spaderne i jorden, mens kommende beboere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra kommunen fulgte med. Med det første spadestik er et af de mest omfattende boligprojekter i nyere tid i Næstved officielt sat i gang.

En lang proces – og en stor dag

I sin tale lagde Anders Mayland ikke skjul på, at vejen til byggestart har været både lang og snørklet. Men glæden over at nå i mål var tydelig. Han takkede rådgivere, Næstved Kommune og totalentreprenøren for et stærkt samarbejde, der nu gør visionerne til virkelighed.

Udvikler Bjarne Mayland fulgte op og understregede, at projektet handler om langt mere end mursten. Stenlænge-kvarteret kommer samlet til at rumme omkring 146 boliger fordelt på tre etaper. Den første etape, som nu er i gang, består af 59 boliger – 12 rækkehuse og 47 etageboliger, heriblandt ni penthouse-lejligheder. “Vi tager ikke bare spadestik til nye boliger. Vi tager spadestik til fremtidige hjem, nye fællesskaber og et nyt kapitel for området,” lød det fra Bjarne Mayland, der også bemærkede, at dagen havde en personlig dimension: Hans barnebarn fyldte 10 år samme dag – tredje generation i byggefamilien, og heraf kommer også navnet på selskabet FM Administration.

Totalentreprenør Bo Mejdahl fra De Fries & Mejdahl beskrev i sin tale, hvordan virksomheden går til opgaven. “For os handler totalentrepriser ikke kun om at opføre bygninger. Det handler om at tage ansvar for helheden – fra de første idéer til det færdige byggeri, der står klar til jer brugere,” sagde han og roste Center for Plan & Miljø for en professionel og løsningsorienteret proces.

Efter talerne uddybede Bo Mejdahl i et interview med Næstved Nyt, hvordan virksomheden arbejder. De Fries & Mejdahl har base i Odense og bygger i hele landet – både erhverv, industri og boligprojekter. “Vi har bygget rigtig meget industri. Blandt andet for Royal Unibrew, hvor vi har stået for både tankhaller, terminaler og udvidelser af deres produktion,” fortæller han. Lige nu bygger virksomheden for Co-Ro Food i Frederikssund.

Stenlængepark er deres første projekt i Næstved, men Bo Mejdahl lægger ikke skjul på, at de gerne ser flere opgaver i byen. “Vi har en god dialog om de kommende etaper. Nu skal vi vise, hvad vi kan her – så må vi se, hvad det fører til.”

Boligrotation og udvikling

Borgmester Kenneth Sørensen fremhævede i sin tale, at projektet rammer et stort behov i kommunen. Mange ældre borgere ønsker at flytte fra store parcelhuse til noget mere seniorvenligt, og det frigiver boliger til børnefamilier. “Det er et øjeblik, hvor tegninger og visioner bliver til virkelighed. Hvor en tom byggegrund bliver begyndelsen til et sted, hvor mennesker skal bo, leve og have deres hverdag,” sagde borgmesteren og rettede en direkte tak til Mayland-familien og Maycon for at investere lokalt.

Over halvdelen udlejet 

Selvom byggeriet kun lige er begyndt, er interessen massiv. Thomas Pedersen fra EDC Næstved, der står for udlejningen, kunne fortælle, at der allerede er underskrevet bindende aftaler på 31 lejligheder. “Over halvdelen er udlejet, og vi har kun en spade at vise frem,” sagde han med et smil.

Til Næstved Nyt uddyber han, hvorfor Næstved tiltrækker så mange tilflyttere. EDC Næstved sælger op mod 400 ejendomme om året, og mellem 35 og 40 procent af køberne kommer udefra. “Når de kigger mod Roskilde eller Køge, koster et hus 10 millioner. Her koster det 5-6 millioner,” forklarer han.

Han fremhæver infrastrukturen som en nøglefaktor for Stenlængepark. Kvarteret ligger tæt på Næstved Nord trinbræt, en kommende daginstitution og den nye svømmehal. Det er en kæmpe fordel, siger han og peger på, at den kommende motorvej også spiller en stor rolle. Mange tilflyttere er tidligere næstvedere, der vender hjem. “De siger: Nu kommer vi tilbage.”

Med spadestikket er fundamentet lagt til en markant udvidelse af Næstved Nord. Gravemaskinerne står klar, og både bygherrer, entreprenører og kommunen ser frem til de næste skridt. Som Anders Mayland afsluttede: “Nu venter den næste festlige anledning – rejsegildet. Så nu er det bare at komme i gang.”





Fotos: ISO 4700 Photography


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Arena Næstved