Mekanikerlærling sikrede sig stor præmie ved DM i Skills: Nu venter det australske eventyr | Næstved Nyt
Af Jan Christensen - Næstved Nyt
Den 22-årige mekaniker Victor Lauge Lindholm Halskov fra Næstved kan inden længe se frem til sit livs eventyr. Han bliver om kort tid udlært hos Bildoktoren i Næstved, men under DM i Skills 2026 i Hjørring sikrede han sig den eftertragtede særpræmie: Et arbejds- og rejseophold i Australien med start i februar næste år.
Selvom selve DM-guldet i kategorien for personvognsmekanikere gik til en anden deltager rejste Victor fra mesterskabet som en af de helt store vindere. Han vandt nemlig en særpræmie sponsoreret af Industriens Uddannelsesudvalg, blev udtrukket ved lodtrækning blandt deltagerne. Præmien betår af et rejselegat på 40.000 kroner samt hjælp til at finde bolig og job "Down Under". Det giver et utrolig stærkt udgangspunkt for rejsen, som Victor og hans kæreste også selv arbejder hårdt for at spare op til hjemmefra.
For den nyslåede mekaniker har vejen til toppen dog ikke været helt snorlige. Oprindeligt var planen nemlig en helt anden, da han begyndte på HTX i Næstved med drømmen om at blive maskiningeniør. Det var først gennem et deltidsjob i reservedelsafdelingen hos T. Hansen og et hyggeprojekt med vennerne, at mekanikerdrømmen for alvor tog form.
"Jeg købte en gammel Subaru sammen med to af mine kammerater. Den havde stået i en busk i ti år, men vi gik bare og skruede og fik den faktisk til at starte og køre. Det var super fedt, og så startede det jo lidt der. Jeg købte min egen bil og gik i gang med småting som at skifte en kæde og bremser," fortæller Victor Halskov om den spæde start, der ledte ham til at begynde på mekanikeruddannelsen på ZBC Slagelse i 2022.
Et unikt talent med passion
At Victor netop endte hos Bildoktoren i Næstved, skyldtes lidt af et lykketræf. Værkstedsejeren, Cody Lundgreen Vinding, ringede til erhvervsskolen for at høre, om de havde en lærling fra lokalområdet. Victor var den eneste fra Næstved, og efter blot to ugers praktik var kontrakten i hus. Cody så nemlig hurtigt et helt særligt lys i den unge fyr.
"I hans praktikperiode sagde jeg til ham, at der stod en bil derude, og at han lige kunne tage den ind og pille motoren ud. Det havde jeg ikke regnet med, at han bare lige gjorde. Men han pillede selv det hele fra, og vi løftede den ud. Så havde jeg en ny motor klar, og han byggede tingene over. Det gjorde han på tre dage, så kørte den," fortæller Cody Lundgreen Vinding, der understreger, at ægte passion og sorte fingre vægter langt højere end et poleret CV.
Det høje faglige niveau, som Victor har opbygget gennem sine tre et halvt år hos Bildoktoren, udløste for nylig topkarakteren 12 ved svendeprøven. Cody Lundgreen Vinding peger på en markant forskel mellem at være lærling på et lille, lokalt værksted frem for hos de store bilforhandlere, hvor opgaverne for eleverne ofte er langt mere simple. Hos Bildoktoren får lærlingene lov til at kaste sig over de store og tunge opgaver, hvilket har givet Victor en enorm rutine.
Store drømme på den anden side af jorden
Når kalenderen viser februar, skiftes det velkendte værksted ud med en tilværelse i Sydney. Her er planen for Victor og hans kæreste at arbejde i 10-11 måneder for at finansiere en større rejse mod slutningen af året. Ruten er endnu ikke helt fastlagt, men drømmene inkluderer at besøge Victors farfar i Malaysia og derefter rejse videre til New Zealand, Japan og Korea.
Selvom Danmark, og ikke mindst værkstedet i Næstved, venter derhjemme, er Victor ikke afvisende over for idéen om at lade eventyret vare ved. På spørgsmålet om, hvorvidt de kunne finde på at slå sig ned i Australien permanent, lyder svaret, at det ikke kan udelukkes. Hvad fremtiden bringer, må tiden vise, men indtil afrejsen fortsætter det bundsolide makkerpar med at skrue biler sammen hos Bildoktoren, hvor mester Cody allerede har garanteret, at der altid vil være en plads til Victor, hvis han en dag vender hjem.