Laura skifter skolebænken ud med værkstedsgulvet hos Bildoktoren | Næstved Nyt

Af Jan Christensen - Næstved Nyt

Drømmen om benzin, skruenøgler og værkstedsduft startede længe før, den 16-årige Laura Liv Sørensen Månsson overhovedet trådte ind over dørtrinnet hos Bildoktoren i Næstved som lærling. 

Men dagen i dag er helt særlig, for det er hendes første officielle arbejdsdag på hendes læreplads. 

Allerede i 7. klasse vidste hun, at fremtiden ikke skulle tilbringes bag et skolebord, men derimod med hænderne godt begravet i motorrummet.  Vejen hertil er gået igennem det helt nye initiativ juniormesterlære på Sjølund skolen, hvor hun var en del af det allerførste hold, det såkaldte år 0. 

Ordningen er skræddersyet til unge, der 100 procent ved, at de vil have en erhvervsuddannelse frem for en gymnasial vej, og den har budt på tre dages boglig undervisning samt to dages ugentlig praktik. 

Allerede undervejs i 9. klasse prøvede hun faget af i praktik på to forskellige værksteder i Næstved, men det var her hos Bildoktoren, at brikkerne faldt på plads,

- Jeg har været vældig glad for, at jeg har været her og også fik en læreplads, lyder det fra den unge lærling. Selvom mekanikerfaget traditionelt har været mandsdomineret, har hun ikke mærket nogen modstand, og med en baggrund som udøver af kampsport gennem næsten ti år har hun altid haft et godt tag på det lidt mere drengeprægede miljø. 

På denne første officielle fuldtidsdag stod menuen blandt andet på et udstødningsskift side om side med de erfarne kolleger.

- Det har været super dejligt at prøve, fortæller hun. 

Selvom der kan være forskel på pige- og drengehumor, er hun faldet hurtigt til i det gode fællesskab på værkstedet og glæder sig til at tage fat på både de kommende små opgaver og skoleforløbet.


Laura Liv Sørensen Månsson her fotograferet med Cody Lundgreen Vinding fra Bildoktoren.

Foto: ISO 4700 Photography


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Arena Næstved