Søndag eftermiddag blev der sat et fornemt punktum for et 61 år langt fodboldliv, da Peter Bonde til stor jubel blev hyldet på stadion og indlemmet i Næstved Boldklubs eksklusive Hall of Fame. Den 68‑årige fodboldlegende har gennem hele sit liv levet og åndet for den grønne trøje. Som aktiv spiller opnåede han 247 førsteholdskampe og blev også kendt for sin utrættelige indsats i den mindeværdige og famøse guldkamp mod KB i 1980. Der var tilskuerrekord på Næstved Stadion, der var proppet med 20.315 tilskuere,
Det var den 16. november 1980, hvor Peter Bonde ved pausen afløste Johnny Bøgvad og bragte Næstved foran 1-0 og på guldkurs, indtil Hams Aabech fik udlignet kort før tid og istedet løb med guldet.Kærligheden til hjerteklubben fortsatte på sidelinjen, hvor han som ung og ambitiøs systemtræner i 1994 førte Næstved hele vejen til finalen i Landspokalturneringen. Den succes blev et direkte springbræt til en lang og markant karriere i Dansk Boldspil‑Union. Her gjorde han sig først bemærket som pionér for kvindelandsholdet, inden han gennem ti år blev den analytiske og uundværlige assistent for Morten Olsen på herrelandsholdet – med deltagelse ved både VM og EM.
Cirklen blev smukt sluttet, da han i sommeren 2024 vendte hjem for at tiltræde som Head of Coaching i Talentcenter Sydsjælland. Inden sin pensionering den 1. marts i år nåede han at dele generøst ud af sin enorme erfaring til lokalområdets unge talenter.
Med den velfortjente plads i Hall of Fame er Peter Bondes navn og uvurderlige indsats nu for evigt indskrevet i Næstved Boldklubs stolte historie.
