Verdensballetten fortryllede Rønnebæksholm: En aften i verdensklasse – trods regn og våde skuldre | Næstved Nyt

De historiske parkomgivelser på Rønnebæksholm dannede torsdag aften atter en storslået kulisse for en kulturoplevelse, der løftede Næstved op på et højt internationalt niveau.

Det blev en aften, hvor international ballet, gribende opera og klassisk musik smeltede sammen i en symbiose med naturen og Grundtvigs ikoniske pavillon Venligheden. Selv den lunefulde danske sommer – med regnbyger, våde publikummer og en kort pause – kunne ikke dæmpe den kunstneriske nerve.

Hos Næstved Cityforening var glæden til at tage og føle på. Laura Christophersen kunne efter aftenen konstatere, at interessen for arrangementet er vokset markant.

Sidste år lagde omkring 600 gæster vejen forbi. I år var tallet steget til over 800 solgte billetter.

"Det er en utrolig positiv udvikling. Vi har været langt bedre forberedt og turdet starte markedsføringen tidligere. Vi ville skabe en synlighed, man ikke kunne overse. Samtidig mærker vi tydeligt en mund-til-mund‑effekt – folk kendte atmosfæren fra sidste år og ville ikke gå glip af det igen. Det viser, at når vi tør satse stort i Næstved, så bakker borgerne op," siger Laura Christophersen.

Lokale talenter på scenen med verdensstjerner

Udover de internationale dansere fra The Royal Ballet i London og Den Kongelige Danske Ballet, fik aftenen et stærkt lokalt præg. Danseskolen Birgit Dans deltog med 30 børn og unge i alderen 7 til 20 år, som fik lov at optræde side om side med de professionelle.

Instruktørerne Rikke Andersen og Sofie Blond var tydeligt stolte, da de efterfølgende satte ord på pigernes præstation. De unge dansere havde brugt store dele af sommerferien på intensiv træning for at kunne levere et ambitiøst program – fra teknisk krævende konkurrenceballet til moderne showdance under temaer som lidenskabelige Spanish Rose og fortryllende Frost.

"Det er den absolutte top af poppen for dem. At stå på den store scene, foran så mange mennesker og mærke suset sammen med verdensstjernerne – det giver et kæmpe boost og minder for livet," fortæller de to instruktører.

Borgmester Kenneth Sørensen var også blandt de begejstrede publikummer. Han roste både de internationale kunstnere og de lokale indslag – og ikke mindst den professionalisme, der prægede hele aftenen, selv da regnen gjorde sit indtog.

Om fremtiden for lignende arrangementer i Næstved udtrykte han forsigtig optimisme:

"Vi er økonomisk nødt til at være mådeholdne nu, men forhåbentlig har vi midler til sådan noget i fremtiden. Det er vigtigt, at vi har kultur med, og jeg håber meget, at arrangørerne har lyst til at gøre det igen til næste år."

Trods regn og våde tæpper blev aftenen på Rønnebæksholm endnu et bevis på, at Næstved kan tiltrække og løfte store kulturelle begivenheder. Kombinationen af verdensstjerner, lokale talenter og den særlige stemning i parken skabte en oplevelse, der vil blive husket – både af publikum og af de unge dansere, der for en aften delte scenen med nogle af verdens bedste.

Arrangementet med Verdensballetten er kommet i stand, efter at Økonomiudvalget i marts bevilgede 250.000 kroner fra eventpuljen.
 
Borgmester Kenneth Sørensen ved præetationen af Verdensballettens event i april måned. 
Fotot: ISO 4700 Photography
 


Trods det omskiftelige vejr bød aftenen med Verdensballetten torsdag også på lidt sol 
og rigtig picnicstemning. Foto: Laura Christophersen  


Foto: Laura Christophersen 


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Arena Næstved