Af Jan Christensen
Foreningen kom stille og roligt i gang med at dyrke tang og muslinger for tre år siden under Corona med Lise Nielsen som initiativtager. Der er nu dannet en egentlig forening, og Karrebæksminde Havhave har i dag omkring 20 medlemmer, der brænder for at dyrke og høste muslinger og tang. Men det handler også om at mødes og hygge med alle de opgaver, der skal løses året i gennem for at kunne høste fra havet.
- Der er omkring 400 tangarter i Danmark og de alle sammen spises, fortæller Lise Nielsen. I øjeblikket arbejder vi her i foreningen med at kunne dyrke og høste tre typer af tang, fortæller hun.
Når det gælder blåmuslingerne, går der cirka to år før de er store nok og klar til at kunne spises. Foreningen har prøvet lidt forskellige metoder til at dyrke blåmuslinger, og der eksperimenteres stadig. Ikke alle af forsøgene har nemlig virket lige godt, fortæller Lise Nielsen.
De muslinger der er for små i størrelse ved høsten, udsættes de igen i særlige strømper, så de kan vokse sig større i endnu en vækstsæson.
Det med at komme ud i naturen og lave sin mad selv, det er det som trækker for medlemmerne. Så er det også spændende, fordi vandets kvalitet bedres af at dyrke muslinger, og endelig er det også en mulighed for at spise mindre kød, lyder det fra et af medlemmerne.
Mens en håndfuld medlemmer er samlet ved sorteringen af blåmuslinger efter størrelse, er Charlotte Juhl gået i gang med at tilberede mad over åben ild inde på Vesterhave Strand. Dagens menu består af krabbebisque, og så skal der selvfølgelig også smages på tang bl.a. sukkertang.
- Mange kender nok kun tang fra sushi, men det har altså et kæmpe potentiale, fordi der er masser af Omami i, som er den her velsmag, vi gerne vil have, fortæller hun.
Karrebæksminde Havhave har allerede planer om at udvide aktiviteterne til næste år.
I foråret søgte de om midler hos Friluftsrådet og fik bevilget 40.000kr. så flere tiltag med at høste i havet kan søsættes næste år.
Lise Nielsen er initiativtager til foreningen Karrebæksminde Havhave og viser her en af kasserne, hvor tangen dyrkes på podede liner.
Høstdagen var delt op i forskellige arbejdsstationer. Her sorteres blåmuslingerne efter størrelse, så de mindste kan udsættes igen.
Foreningen havde tre havkajakker til at hjælpe med at høste tang fra vækstkasserne
Tarmrørhinde (i midten af billedet) er en grønalge, man kan høste i klaser hen over forårs- og sommermånederne.
Blåmuslinger kan både findes på havbunden og dyrkes i ophængte strømper som denne. Efter få uger opløses nogle af trådene, så muslingerne kan gro i klaser udenpå på strømpen.
Sorteringen af blåmuslinger efter størrelser afgør om muslingerne
er spiseklare eller skal udsættes i strømper igen for at vokse sig større
Deltagerne i Havhøsten fik bl.a. mulighed for at smage Charlotte Juhls lækre bålmad,
på stranden i Vesterhave. Hun er oprindelig uddannet slagter, men har suppleret med en uddannelse i sundhed og ernæring og er i dag også underviser på Tjenerskolen.
Lørdagens menu bestod bl.a. af en lækker krabbebisque bestående af flækkede strandkrabber og bl.a. porre, bladselleri, tomater, tomatpure, løg, gulerødder, hvidvin, citroner, fløde og salt og peber. Senere kom der også smagsprøver med tang på menuen.
Fotos: ISO 4700 Photography - Jan Christensen