Af Jan Christensen
Beredskabsstyrelsen Sjælland havde tirsdag 15 værnepligtige i vandet ved Pouls Vig i Næstved for bl.a at øve overfladedykning og håndtering af gummibåde.
Beredskabsstyrelsen Sjælland holder til Bag Bakkerne i Næstved, og som en del af uddannelsen skal de værnepligtige bl.a.også tilegne sig færdigheder, hvor de kan bistå ved visse typer eftersøgningsopgaver i samarbejde med politiet.
Værnepligten er på 9 måneder, og holdet som var i vandet tirsdag var omtrent halvejs i deres værnepligtsperiode.
En af dagens øvelser var overfladedykning, hvor de værnepligtige skulle søge efter genstande i vandet, hvilket i dagens anledning var orangefarvede sten, der var kastet ud på forholdsvis lavt vand.
Sigtbarheden i fjorden var fin og omtrent en meter, men udfordringen kunne godt ligge i at bjærge det fundne op fra bunden. Det lykkedes dog de værnepligtige at lokalisere de fleste af de orange sten.
En anden øvelse gik på håndtering af gummibåde og ikke mindst at kunne kravle op i båden fra vandet samt lære brugen af såkaldte rescue boards. De sidstnævnte kan bruges til at komme hurtig frem på vandet og er også kendt bl.a. fra livreddernes arbejde rundt omkring på de danske strande.
Øvelsen i Pouls Vig blev afholdt i strålende solskin, så det virkede næsten ekstra indbydende at hoppe i Karrebæk Fjord trods det ekstra udstyr, som de værnepligtige skulle iføre sig.
Det var et halvt hold værnepligtige som tirsdag deltog i øvelsen, og de resterende 15 var hjemme på kasernen i Næstved. Inden længe skal de sidste 15 værnepligtige også en tur i vandet og få de nødvendige færdigheder på plads til at håndtere særlige situationer i og på vandet.
Det var orangefarvede sten som disse, som de værnepligtige skulle finde på bunden og bjærge.