Næstved Kommune indgår tættere samarbejde med fem lokale uddannelsesinstitutioner

Næstved Kommune har taget et markant skridt mod at styrke uddannelsesmiljøet i kommunen ved at indgå nye samarbejdsaftaler med lokale uddannelsesinstitutioner. Aftalerne, der gælder frem til 2027, har til formål at sikre kvalificeret arbejdskraft til kommunens erhvervsliv og at øge antallet af unge, der gennemfører ungdomsuddannelser. Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.

Byrådet vil gerne sætte fokus på den brede vifte af uddannelsesmuligheder, der er i Næstved. Uddannelserne sikrer nemlig kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne i kommunen, de videreuddanner medarbejdere, og de er nøglen til at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

Derfor styrker Næstved Kommune nu samarbejdet med de lokale uddannelsesinstitutioner ved at indgå samarbejdsaftaler med dem. Aftalerne gælder til og med 2027 og vil udmønte sig i konkrete handleplaner, som kommunen laver sammen med hver enkelt uddannelsesinstitution.

- Jeg ser frem til et tættere samarbejde med ungdomsuddannelserne. Det er vigtigt for Næstved Kommune, at vi har stærke, lokale uddannelser til gavn for vores unge og for vores erhvervsliv. Vi har i byrådet et særligt fokus på at få flere unge i uddannelse og job, og det taler de her nye samarbejdsaftaler rigtig godt ind i, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Samarbejdsaftalerne er underskrevet af borgmesteren og rektorer og direktører fra de fem uddannelsesinstitutioner: Zealand, EUC Sjælland, ZBC, Herlufsholm Skole og Næstved Gymnasium og HF. Aftalerne baner vejen for at få uddannet flere unge i kommunen, udvikle Næstved som en attraktiv uddannelsesby og indgå udviklingssamarbejder.

Samarbejder også med RUC og Absalon

For to år siden underskrev borgmester, Carsten Rasmussen samarbejdsaftaler med RUC og Professionshøjskolen Absalon. De aftaler har blandt andet ført til, at By og Plan-studerende fra RUC har været på besøg i Næstved, hvor de arbejdede med studiemiljøet i Næstved by, ligesom medarbejdere fra kommunens it-afdeling har samarbejdet med RUC-studerende om brugen af AI-værktøjet Co-Pilot.
Aftalen med Absalon har blandt andet ført til et tættere samarbejde om praktikforløb i kommunen til studerende fra professionshøjskolen.

- De her samarbejder har ind til videre været meget givende både for dem og for os. Mit håb er, at det samme vil ske, når vi nu indgår samarbejdsaftaler med ungdomsuddannelserne, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Det siger uddannelsesinstitutionerne om de nye samarbejder:

Næstved Gymnasium og HF:

- På Næstved Gymnasium og HF er vi enormt glade for at kunne indgå i et endnu mere forpligtende samarbejde med Næstved Kommune om at skabe et stærkere uddannelsesmiljø i byen. Vi tror, at samarbejder, hvor man arbejder på tværs af sektorer, har store potentialer, og er en del af det, der skal til, hvis Næstved samlet set skal styrkes som uddannelsesby. Vi ser frem til i fællesskab med kommunen og de øvrige ungdomsuddannelser at finde veje til at opnå vores fælles mål, og tror også på, at vi selv kan lære af samarbejdet, siger rektor, Marianne Bollerup Neuer.

Zealand:

- Samarbejdsaftalen er en vigtig brik i vores strategi for at styrke båndet mellem uddannelse, Næstved Kommune og erhvervslivet. Det kan dels skabe flere muligheder for vores nuværende studerende gennem relevante praktikpladser, spændende cases og konkrete jobåbninger, og dels medvirke til at øge bevidstheden i det lokale erhvervsliv om praksisrettede kompetenceløftmuligheder, siger Zealands rektor, Rasmus Frimodt, og fortsætter:
- For os handler det om at skabe et dynamisk læringsmiljø, hvor teori og praksis går hånd i hånd, så vi både kan uddanne kvalificeret arbejdskraft og støtte den regionale udvikling. På den måde bliver vores uddannelser både mere attraktive og fremtidssikrede, og vi sikrer, at vores dimittender er klar til at imødekomme virksomhedernes behov.

ZBC:

- Hos ZBC er vi enormt glade for den aftale, som vi nu indgår med Næstved Kommune. Vi ønsker at være den foretrukne samarbejdspartner, når det handler om at uddanne unge og voksne til nutidens og fremtidens erhvervsliv. Der er stærkt brug for dem. Næstved Kommune har her en dobbeltrolle, da de også er kommunens største arbejdsplads og dermed uddanner elever på f.eks. Social- og sundhedsuddannelserne og pædagogisk assistent. Derfor er jeg virkelig glad for den aftale, som vi nu indgår med Næstved Kommune, -med samarbejde kommer vi længst, siger uddannelsesdirektør på ZBC, Glenny Hansen.

EUC Sjælland:

- Med denne samarbejdsaftale kan vi i fællesskab med Næstved Kommune sikre, at endnu flere dygtige faglærte bliver uddannet til at imødekomme arbejdsmarkedets behov her i området. For EUC Sjælland er det vigtigt at understøtte det lokale erhvervsliv og bidrage til at styrke kompetenceniveauet inden for erhvervsuddannelser, siger direktør på EUC Sjælland, John Norman.

Herlufsholm Skole:

- Samarbejdsaftalen er god for Næstved og for samarbejdet mellem kommune, uddannelser og erhvervsliv. Win-win-win. Herlufsholm er stolte over at være inviteret med, og vi kan byde ind med en gymnasial uddannelse, som både har højt fagligt niveau, trivsel og internationalt udsyn. Alt sammen noget som efterspørges bredt, og som vi forhåbentligt kan udvikle yderligere sammen med de nye samarbejdspartnere. Noget af det vi kommer til at byde ind med i samarbejdet er etablering af to helt nye, fem-årige gymnasiale forløb, så elever allerede fra 8. klasse kan begynde at specialisere sig indenfor Life Science eller Samfund & Business. Det vil give Næstved endnu et unikt uddannelsestilbud som bekræfter, at Næstved er et uddannelsesmæssigt omdrejningspunkt for hele Sydsjælland, siger Jimmy Burnett Nielsen, rektor, Herlufsholm.



Foto: Næstved Kommune


Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved