Af Jan Christensen
Fra 1. april 2025 kan borgerne i de seks ejerkommuner under AffaldPlus efter planen få afhentet asbestholdigt affald direkte fra hjemmet.
Den nye ordning er netop godkendt af Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune, og vil forbedre sikkerheden for medarbejdere på genbrugspladser og gøre bortskaffelsen lettere for borgerne. Borgerne skal fra 1. april 2025 købe en big bag til indpakning af affaldet og kan så bestille afhentning én gang om året fra hjemmet efter pakning.
En vognmand tilknyttet AffaldPlus vil så hente affaldet inden for 10-14 hverdage. Udgifterne til bortskaffelse dækkes af det eksisterende gebyr, men transportomkostninger betales af borgerne. Det er vigtigt, at kun godkendte big bags anvendes, da affaldet kun kan veje op til 1 ton og kun må bestå af asbestholdigt affald.
Asbest er en fællesbetegnelse for en gruppe mineraler, der er naturligt forekommende i visse bjergarter. Asbest var tidligere et populært byggemateriale, da det ikke er brændbart og derfor er velegnet til isolering og brandsikring.
Asbest har været anvendt i en lang række produkter. Det mest kendte er tagplader i bølgeeternit.
Asbest er også blevet brugt i produkter som vinyl, loftsbeklædning, ventilationssystemer, asfalt, bremsebelægninger, tagpap, maling, puds, fatninger af bakelit til lamper, kabler og isoleringsmaterialer.
Når man fjerner materialer, der indeholder asbest, smuldrer det let. Hvis man for eksempel saver i et eternittag, så støver det. Støvet består af mikroskopiske fibre, som er farlige at indånde, fordi de blandt andet kan føre til lungesygdomme som lungekræft, lungehindekræft og asbestose.
Forslaget sendes i offentlig høring i Næstved 4 uger fra den 25. november 2024 til den 23. december
2024
Afhentningsordningen skal også godkendes af de øvrige kommuner under AffaldPlus.