Er du klar til alle tiders sommerfest? Når Danmark Dejligst 2025 løber af stablen, kan du næsten ikke undgå at blive revet med af den festlige stemning, der spreder sig i Karrebæksminde den 5. juli. Her mødes foreninger, musikere, bands, private og erhvervsdrivende, samt politi og beredskab, alle med én ting for øje: at skabe en uforglemmelig festival i det grønne på De Hvide Svaner Camping.
På festivaldagen ventes mellem 6.000 og 8.000 gæster, der nyder den danske sommer, mens de lytter til livemusik og underholdning – og alt sammen helt gratis. Det er en dag, hvor fællesskabet blomstrer, og hyggen står i centrum.
Aktiviteterne er mange. Der vil være skumudlægning, lokale foreningsaktiviteter, kræmmere, erhvervsstande, madboder med alt fra is, kaffe og popcorn til kolde øl. Derudover kan man deltage i bankospil, og børn og voksne kan nyde den gode stemning til tonerne af både lokale talenter og nationale kunstnere. Festen varer indtil ca. kl. 22.30, hvor et spektakulært festfyrværkeri over Karrebæk Fjord markerer afslutningen på dagen.
Programmet er nøje sammensat for at skabe en dag fyldt med smil, sang og hyggelige stunder for alle – uanset om man er børnefamilie, venner, naboer eller blot gode folk, der vil fejre sommeren sammen. Musikprogrammet byder blandt andet på John Mogensen Live, Wafande, En lille pose støj (en hyldest til Kim Larsen), 80`er Forever, ZIDIDADA, og DJ Brian Taber, der sørger for den rette stemning mellem optrædener. Konferencier er Andreas The Preacher, som holder festen i gang.
Hovedsponsoren er Mærk Næstved/Næstved Kommune, og festivalen er også stolte af at kunne takke Spar Nord Fonden, Nordea Fonden, Tuborg, Beierholm, Insta A/S og De Hvide Svaner Camping for deres bidrag, der gør det hele muligt.
Tankerne bag Danmark Dejligst er at skabe en festival, der fejrer fællesskabet gennem musik og glæde i en havefest-agtig atmosfære. Derfor har man valgt at holde entréen fri, så alle kan deltage, uanset økonomisk situation. Kun en lille parkeringsafgift på 20 kr. pr. bil er nødvendig, og pengene går til at dække p-området med frivillige parkeringsvagter og praktisk organisering.
Overskuddet fra festivalen går til at sikre, at Danmark Dejligst kan fortsætte i fremtiden. Det betyder, at man kan booke flere etablerede kunstnere, købe eget udstyr og dermed holde udgifterne nede – og endda komme til at skabe endnu større festlige oplevelser næste år.
Læs også:
Masser af sommeraktiviteter i Næstved i juli og august