Fotoet af Næstveds sælunge er taget meget tidligt tirsdag morgen og på stor afstand med en kraftig zoom. Da det ene øje så ud til at have en infektion, kontaktede vi et par sæleksperter.
Sælungen der har slået sig ned ved den fritlagte Suså har vakt stor interesse i Næstved, og der er nu skiltning og afmærkning i området om at holde stor afstand.
- Sælungen er sandsynligvis både lidt i vildrede, og på jagt efter føde. Den er heller ikke ret gammel, fortæller han.
Det er ikke første gang, man ser sæler gå op i åer. Det kender man også eksempler på fra Ribe Å, fortæller han. Han spørger samtidig ud fra et forskningssynspunkt om Næstved Nyts læsere kan hjælpe med oplysninger om der tidligere er set sæler eller marsvin i Susåen.
I 1980´erne og 1990´ene rehabiliterede man sælunger i Danmark. Men det er ikke længere tilladt for ikke at sprede sygdomme i bestanden herhjemme.
Det er Naturstyrelsen som holder øje og skal tage stilling til, hvad der skal ske med forladte eller syge sælunger.
- Det er faktisk helt naturligt, at mange sælunger bukker under. I Vadehavet, dør omkring 30 procent af sælungerne inden for 1 år, fortæller Charlotte Thøstesen, biolog og naturhistorisk fagchef på Museum Vest / Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
- Det er typisk parasitter i lungerne som får bugt med sælungerne. Dem får de fra de fisk, de spiser, som så kan svække deres fysik.
Sælbestanden i Danmark er stor, men har stabiliseret sig.
- Vi kan ikke redde alle sæler med sygdomme, og så må naturen gå dens barske gang. Men det kan gå begge veje, og det gælder også Næstveds sælunge, siger Carl Chr. Kinze.
- Det er meget interessant, at den er gået op i Susåen. Det må helt sikkert være for at finde føde, siger han.
Tilsynet med sæler regionalt ligger hos Naturstyrelsen Storstrøm.
Jesper Pedersen, der er vildtkonsulent i Naturstyrelsen Storstrøm fortæller, at han løbende har været orienteret af Dyrenes Beskyttelse lokalt i sælungesagen.
Foto: Næstved Nyt