Lasse Schjelde fra Næstved bliver varehuschef i føtex Nykøbing Falster | Næstved Nyt

 

Lasse Schjelde fra Næstved rykker snart til Nykøbing Falster som varehuschef

Lasse Schjelde skal være ny mand i spidsen i føtex Nykøbing Falster. Han kommer fra en tilsvarende stilling i føtex i Roskilde Stationscenter.

Fra 3. oktober skifter Lasse Schjelde kolleger, kunder og varer på hylderne ud med en sin søn Hector, når han skal på barsel, og når han vender retur i den blå føtex-trøje 8. december, skal han køre en ny vej fra hjemmet i Næstved til arbejde, da han begynder som varehuschef i føtex Nykøbing Falster.  

Han afløser John Rasmussen, som skal til Bilka Slagelse som varehuschef.  

- Jeg glæder mig rigtig meget til at lære mine nye kolleger at kende og blive en del af lokalområdet. Medarbejderne har meget høj anciennitet i Nykøbing Falster, og det bliver rigtig spændende at blive en del af dem. Samtidig er jeg glad for, at jeg har fået muligheden for at komme til et endnu større varehus med et stort opland, siger 33-årige Lasse Schjelde, som har været en del af Salling Group i snart 15 år, da han begyndte som ungarbejder i Bilka Næstved i 2011, samtidig med at han gik på handelsskolen.  

Fra revisorplaner til talentudvikling

Egentlig var han gået i gang med at læse til revisor efter sin studentereksamen, men efter kort tid fandt han ud af, at det ikke var noget for ham. Hans job som ungarbejder i Bilka blev byttet ud med en fuldtidsstilling, og samtidig kom han med i et talentudviklingsforløb med henblik på at blive leder. Det skete første gang i 2015, da han blev afdelingsleder. Sidenhen har han haft forskellige stillinger og været i flere Bilka-varehuse, inden han blev varehuschef første gang i føtex Ølby i 2022 lige inden sin 30-års fødselsdag.  

I 2023 rykkede han til føtex Hvidovrevej, i juni 2024 til Roskilde Stationscenter, og nu står den altså på Nykøbing Falster fra december.  

- Jeg overtager et veldrevet varehus efter John Rasmussen, og jeg vil helt sikkert fortsætte hans gode arbejde og engagement i lokalområdet. Jeg brænder for hver dag at gøre en forskel for både kunder og kolleger, siger Lasse Schjelde, som har læst en HD i Organisation og Ledelse, som han afsluttede i 2016.

Derfor har han også planer om at støtte lokalområdet i det omfang, det er muligt, ligesom kunder og kolleger kan forvente en varehuschef, som er meget synlig og ønsker at give gode oplevelser hver dag.  

- Jeg sætter en stor ære i at gå forrest og skabe tryghed for mine kolleger. Samtidig er vi en af byens største arbejdspladser, og det forpligter. Vi har et ansvar i at levere gode kundeoplevelser og være lokalengagerede, og det glæder jeg mig til at gøre sammen med de dygtige kolleger i Nykøbing Falster, fortæller Lasse Schjelde.

Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter