Talentskolen Næstved med i nyt dansk-tysk filmsamarbejde | Næstved Nyt

Talentskolen Næstved spiller en central rolle, når unge filmtalenter fra Danmark og Tyskland for første gang samles i et nyt ambitiøst udvekslingsprogram. Sammen med HAW Kiel og Fachhochschule Flensburg har Talentskolen initieret projektet "The Establishing Shot", som bringer studerende på en tre dages uddannelsesrejse til Lübeck under de 67. Nordische Filmtage i november 2025.

Initiativet er et led i Interreg-projektet Fehmarn Belt Learning Region og har til formål at styrke båndene mellem uddannelsesinstitutioner omkring Femern Bælt og ruste fremtidens filmskabere til et grænseoverskridende arbejdsmarked.

For Talentskolen Næstved markerer udvekslingen begyndelsen på et vigtigt internationalt netværk for de lokale talenter.

Robin Schmidt, Studieansvarlig på Filmlinjen i Talentskolen, fremhæver ambitionerne:

”Dette er første skridt til et samarbejde med unge ligesindede, som kan udvikles til længere workshops, Talentcamps i fremtiden, og generel networking i forhold til kommende kunstprojekter. Talentskolens Filmlinje ser frem til mødet med filmstuderende fra Flensburg og Kiel. Der vil der blive mulighed for en faglig og kulturel udveksling, samtidig med deltagelse i selve festivalen.”

Under opholdet i Lübeck skal de danske og tyske studerende deltage i workshops, filmvisninger og netværksformater, der specifikt skal fremme fælles filmideer og kreative fortællinger fra grænseregionen.

Projektet har to hovedmål: at styrke unge filmskabere som kreative ambassadører for en interkulturel generation og at opbygge et bæredygtigt netværk mellem kunst- og kulturhøjskoler i regionen.

Jeppe Cecil Pers, Chefkonsulent i Næstved Kommune og overordnet projektleder for Fehmarn Belt Learning Region, understreger betydningen af, at Næstved er med til at skabe denne infrastruktur:

”Mødet mellem fremtidens professionelle filmskabere på tværs af fagligheder og kulturer skal skabe grundlaget for, at de unge deltagere selvstændigt kan tage initiativ til ambitiøse unge-samarbejder. Samtidig etableres en infrastruktur mellem regionens filmuddannelser, som både bygger bro mellem uddannelserne og styrker deres faglige udvikling.”

Den tyske part er ligeledes begejstret. Wiebke Becker, underviser i Filmepraksis ved FH Flensburg, ser Nordische Filmtage som den ideelle platform for at opbygge samarbejdet med de danske partnere, herunder Talentskolen fra Næstved.

Susanne Kasimir, administrerende direktør for Nordische Filmtage Lübeck, byder velkommen til de unge talenter fra Næstved og resten af regionen: ”Som festival i Hansestaden Lübeck er vi stolte af at være en del af Interreg-projektet ’Fehmarn Belt Learning Region’. Som vært for udvekslingsprojektet mellem Talentskolen Næstved, FH Flensburg og FH Kiel skaber vi ikke kun en kreativ bro over landegrænserne, men også et fundament for bæredygtigt samarbejde inden for uddannelse og talentudvikling.”

Foto: Talentskolen (2025)


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter