Ny bronzeskulptur indviet på Næstved Havnepromenade | Næstved Nyt


En ny kvindeskulptur, døbt "Maria", skuer nu ud over Kanalen fra Skulpturpark Næstved Havnepromenade. Skulpturen, som er udført i bronze af billedkunstner Lisbeth Nielsen fra Karrebækstorp, blev indviet på Kulturnat Næstved fredag den 3. oktober, hvor omkring 75 interesserede var mødt frem.

Formanden for Skulpturpark Næstved Havnepromenade, Nils Byskov-Ottosen glædede sig ved indvielsen over den nye skulptur. Den er nu nummer otte i rækken på havnepromenaden.

Lisbeth Nielsen har selv udpeget placeringen af sit værk tæt på Vadestedet og sagde ved indvielsen: ”Jeg synes, hun står frit og godt her ved det evigt strømmende vand, en del af naturen og en del af historien og nu en del af Næstved.”

Skulpturen er et resultat af samarbejde mellem flere kunstnere og støtte fra fonde. Værket er støbt af bronzestøber Johan Ludvig Varming i Jyderup, og granitsoklen er udført af billedkunstner Benny Forsberg i Skælskør. Projektet er støttet af Trelleborg Fonden og Ulla og Erik Hoff-Clausens Familiefond.

Lisbeth Nielsen benyttede lejligheden til at takke de involverede: ”Først vil jeg sige tak til Havnefront Kæmperne, som blandt andet er Niels Stahlsmidt, Niels Byskov, Bent Sørensen og mange flere. Tak til Mathilde for at stå model for mig. Og sidst tak til Benny Forsberg, som har hugget denne virkelig smukke stensokkel og håndhugget hele overfladen.”

Under indvielsen gav Lisbeth Nielsen indblik i skulpturens historiske inspiration: ”Denne skulptur er skabt i en periode, hvor jeg var meget optaget af Katharerne i Sydfrankrig. Denne kristne, mysterie-religion opstod omkring Maria Magdalene for over tusind år siden. Katharernes tro var på den tid udbredt i Sydfrankrig.”

Lisbeth Nielsen beskrev Katharernes tro med følgende ord: ”Hos disse troende var der fuld ligeværdighed mellem kønnene, kærlighed, godgørenhed, rummelighed og tilgivelse. De havde en slags munke- og nonneorden, som levede et rent liv til inspiration for mere almindelige mennesker omkring dem.”

Lisbeth Nielsen forklarede også bevægelsens skæbne: ”Dominikanermunken Bernhard af Clairvaux blev sendt til Sydfrankrig af paven for at undersøge Katharernes lære. Han blev så betaget af deres tro levevis, at han meddelte paven, at disse mennesker var mere kristne end deres egne. Det var anledningen til, at Katharerne blev udryddet som kættere. Denne tragedie skete under inkvisitionen i 1200-tallet.”

Ifølge Lisbeth Nielsen skyldtes udryddelsen en alliance: ”Paven ville have magt, og Frankerne i nord ville have fat i det blomstrende rige i syd, så de gik sammen i en frygtelig alliance. Katharerne blev så forfulgt langt op i bjergene, hvor de søgte tilflugt i gamle borge, nogle blev kastet ud fra klipperne herfra eller brændt på pladser på store bål.”

Lisbeth Nielsen fortalte desuden, at "Heksebrændingerne begyndte her og fortsatte i hele Europa i lang tid efter."

Hun afsluttede med at trække en parallel til Sorte Madonna-figurer: ”Måske kan man opfatte denne skulptur som en sort Madonna fra vores tid med vores bevidsthed”.

I sin tale ved indvielsen udtrykte formanden for Næstved Havn Torben Johansen stor glæde: ”Tak for invitationen og tak for at overdrage endnu en skulptur til Næstved Havn.”

Formanden for havnen fremhævede, at det er de frivillige kræfters fortjeneste, at Havnepromenaden har udviklet sig til et unikt udflugtsmål for byens borgere.

”På Næstved Havn glæder vi os over, at frivillige kræfter på denne måde skaber kulturelle oplevelser i det åbne rum langs havnen og Kanalen,” sagde Torben Johansen og uddybede: ”Alle, der færdes langs havnepromenaden, har med skulpturparken fået en unik mulighed for at opleve spændende samtidskunst forenet med friluftsliv og naturoplevelser.”

Torben Johansen understregede Havnepromenadens stigende betydning for byen: ”Her har vi hele 1200 meter med frisk luft, god kunst og mulighed for motion. Åbent hele døgnet rundt. Og tilmed helt gratis.”

Skulpturparken er blevet en af byens største trækplastre: ”Havnepromenaden og Skulpturparken er blevet en attraktion i Næstved, og hele strækningen får en vigtig rolle i forbindelse med hele havneområdet i de kommende år”, sagde Torben Johansen.



Nils Byskov-Ottosen overdrog den nye skulptur til formanden for Næstved Havn, Torben Johansen

Torben Johansen og Lisbeth Nielsen med Maria i midten.

Fotos: ISO 4700 Photography


Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter