Se videoen: Grundtvig-Marieprisen og de unges Talentpriser 2025 blev uddelt | Næstved Nyt

Grundtvig-Marieprisen og de unges Talentpriser 2025 har fundet sine vindere. Det skete ved en fejring fredag i Herskabsstalden på Rønnebæksholm med glade prismodtagere, familie og venner samt interesserede fra Næstveds kulturliv. 

Priserne blev givet til vidt forskellige aktører indenfor hård metal, BMX-cykling og skrivekunsten. 

Grundtvig-Marie Prisen 2025 gik til Michael Hvolgaard Andersen fra Næstved Metalfestival.

Ida Juul Poulsen fik den ene af de to Anerkendelsespriser 

 Smilla Fischer Haupt stod for et kunstnerisk indslag med Spoken Word og Hekatomb

Priskomiteen valgte på sit møde d. 18. september  at Grundtvig-Marie Prisen i 2025 skulle gå til Michael Hvolgaard Andersen fra Næstved Metalfestival. Priskomiteen består af borgmester Carsten Rasmussen, en repræsentant fra Trelleborgfonden, Kasper Bæk  samt udvalgsformand Andreas Pourkamali, Komiteen, vælger en vinder efter indstilling fra Kultur- og Idrætsudvalget.

Michael har siden 2019 afholdt Næstved Metalfestival, dog afbrudt af en coronaforsinkelse i 2020. Michael og hans hold bidrager med en markant festival til Næstved, som er kendt i miljøet langt ud over Næstved og Danmarks grænser, lød det i begrundelsen for valget.

Grundtvig-Marie Prisen gives i samarbejde med Trelleborgfonden til en kunstner eller kulturaktør, der har bidraget til en væsentlig kulturel udvikling i Næstved Kommune. Med prisen følger 25.000 kr.

Talentprisen og Anerkendelsespriserne

Ved prisfesten hædres også vinderne af Talentprisen, som er Næstved Kommunes kulturpris til de unge  i alderen 16-25 år.

Vinder af Talentprisen 2025 blev de tre unge mænd Anders Jørgensen (20), Jonas Lykkebo (14) og Marinus Simmelhag (16). De har med deres dedikation til det selvorganiserede, uformelle, sociale og fleksible fællesskab gjort sig yderst positivt bemærket, lød det i begrundelsen for valget af årets vindere. Det er Næstved Bikepark som har nydt godt af deres upolerede begejstring for BMX miljøet. Med prisen fulgte rare 10.000 kr.

De to Anerkendelsespriser på hver 1000 kr. gik i år til to skrivende talenter Ida Juul Poulsen og Anna Meisner Anegaard Michaelsen. 

Ida dimitterede fra TalentSkolens forfatterlinje i juni 2025 og er også tekstforfatter til "Ode til Lyset", som snart uropføres som sangværk af Marios Joannou Ella i forbindelse med lysfesten 31. oktober på Næstved Havn.

Anna debuterer som børnebogsforfatter i 2026. Hun skriver til børn, fordi børn og fortællinger til børn er hendes store passion og har arbejdet med børn og unge på flere forskellige måder - både på Hjortholm Kostskole og som frivillig i Røde Kors.

Ved arrangementet i Herskabsstalden var der også indslag med Spoken Word og Hekatomb fra Smilla Fischer Haupt, der selv modtog anerkendelsesprisen sidste år.

Arrangementet rummede også en snigpremiere på filmen Ode til lyset - en hymne til Næstved. 

Se mere fra prisoverrækkelsen i videoen herunder:


Fotos og video: ISO 4700 Photography - Jan Christensen
Følg Næstved Nyt på sociale medier


Næstved Nyt er et lokalt nyhedsmedie med base i Næstved, og med egen fotograf leverer vi gratis nyheder og billedserier fra kommunen, lokalområderne, kulturlivet, events, 112, erhverv og detailhandelen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter