Havneområdet i Næstved bliver forvandlet til en lysende scene, når festivalen ’Kulturbro til Europa’ fra fredag 31. oktober 2025 og to uger frem inviterer publikum til en ny, anderledes og gratis kulturoplevelse i Næstved.
Festivalen involverer over 100 medvirkende fra fire europæiske lande, både unge talenter og erfarne scenekunstnere, musikere, sangere, kor, komponister, billedkunstnere samt lys- og lydteknikere.
Det er de to lokale foreninger, Næstved som Europæisk Kulturhovedstad 2032 og Skulpturpark Næstved Havnepromenade, der er gået sammen om at skabe lysfestivalen for at sætte fokus på Næstveds potentiale som kraftcenter for kunst, kultur og kreative erhverv.
”Vi har arbejdet med projektet i et helt år og glæder os meget til at vise resultaterne af et helt unikt samarbejde mellem lokale, regionale og europæiske kunstnere og kulturaktører. Det bliver en kærlighedserklæring til Næstved med sang, musik og lyskunst,” siger Klaus Eusebius Jakobsen, formand for Næstved som Europæisk Kulturhovedstad 2032.
Alle involverede mødtes i januar på en workshop i Næstved støttet af EU-programmet Culture Moves Europe, hvor projektet blev udviklet, og i april blev lysfestivalen ’Kulturbro til Europa’ udpeget som årets kulturelle fyrtårnsprojekt i Region Sjælland i 2025. ”Hele projektet har været en meget spændende og lærerig proces, og der er skabt en unik fortælling om samskabelse på europæisk niveau med lokale aktører som kulturelle brobyggere. De erfaringer får Næstved brug for, når Femern-forbindelsen åbner i 2029/30,” siger Nils Byskov-Ottosen, formand for Skulpturpark Næstved Havnepromenade.
Fest på havnepromenaden
Åbningskoncerten fredag 31. oktober kl. 18.50 foregår på en stor scene på havnepromenaden på Kanalvej i Næstved, hvor musikerne Bjarke Falgren og Ulla Britt Simonsen, dansere fra teatergruppen Kompagni 47 samt tre kor, Holsted Kirkes Kor, Landes Jugend Chor Schleswig-Holstein og kammerkoret Cantemus, optræder.
Ved koncerten kan publikum opleve premierer på hele tre nye værker.
Violinisten og komponisten Bjarke Falgren udgiver på dagen sit helt nye værk ’Severin’, der er en hyldest til Rønnebæksholm, og det får live-premiere ved koncerten. Musikken ledsages af en smuk billedfortælling om Rønnebæksholm skabt af fotograf William Hansen.
’Kulturbro til Europa’ er støttet af Region Sjælland og udpeget som årets kulturelle fyrtårnsprojekt i Region Sjælland 2025.
Der vil også være premiere på sangværket ’Ode til lyset’ skabt i tæt samarbejde mellem den prisbelønnede komponist Marios Joannou Elia fra Cypern og den unge sangskriver og forfatter Ida Juul Poulsen fra Talentskolen i Næstved, der netop er hædret med Næstved kommunes Anerkendelsespris for sin sang. Både musik og tekst er skrevet med inspiration fra naturen, ungdomslivet og tidens gang i Næstved. Julie Husballe fra Operaakademiet vil synge den nye sang, og hun ledsages af hele tre kor, det tyske Landes Jugend Chor Schleswig-Holstein og de to danske kor, kammerkoret Cantemus og Holsted Kirkes Kor.
Musikken spilles af Ensemble Storstrøm og dirigent er Jørgen Graven Nielsen. Også kammerkoret Cantemus har en uropførelse med til koncerten. Korets dirigent, Jørgen Graven Nielsen, har skabt et nyt arrangement til Grundtvigs digt ’Er lyset for de lærde blot’ med en melodi komponeret af Bjarke Falgren, der også vil akkompagnere koret på sin violin.
Oplevelserne står også i kø både før og efter åbningskoncerten. Festivalen indledes kl. 18.00 med en lysparade fra Axeltorv til Kanalvej, hvor teatergruppen Kompagni 47 vil opføre uddrag af forestillingen ’De Røde Løbere’ ledsaget af Avantgarden.
Undervejs vil Dansk Rakkerpak sammen med den franske billedkunstner Simon Chevalier tænde de fem lysskulpturer ’Les Etoiles’ langs den fritlagte Suså, hvor de skal oplyse novembermørket i to uger. Efter åbningskoncerten er der kl. 20.15 premiere på video- og lysshowet på siloen på Østre Mellemkaj i Næstved Havn.
Her vil publikum kunne opleve videoinstallationen ’Alt vi ser - er lys’ skabt af kunstnerduoen Dorthe Eggertsen og Rasmus Kajhøj fra Realproduktion i Næstved. Også sangværket ’Ode til lyset’ vil blive vist i en videoversion, inden lysspecialisterne fra Get Visual/4K Projects sætter fuldt blus på siloen med et spektakulært lysshow.
Video- og lysshowet vil blive vist på siloen hver aften kl. 19 og kl. 20 indtil 16. november for at give så mange som muligt denne oplevelse.
Arrangørerne forventer op mod 2000 tilskuere til åbningskoncerten fredag 31. oktober.
Lysfestivalen er støttet økonomisk af Region Sjælland, Fonden for SJF Bank, Spar Nord Fonden, Brand af 1848 Fond samt Nykredit & Spar Næstved, Nybolig Næstved, Interreg Deutschland-Danmark, Møns Bank og Næstved Fjernvarme.

