Jimmy Burnett Nielsen bliver ny rektor på Herlufsholm Skole

En enig bestyrelse har ansat Jimmy Burnett Nielsen som ny rektor (også kaldet Heis) pr. 1. juli 2024. Det oplyser skolen i dag i en pressemeddelelse. 

Jimmy Burnett Nielsen er 67 år og har haft lederstillinger inden for både grundskole, gymnasium og kostskole. Hans larbejdsliv har bl.a. bragt ham forbi Nordsjællands Grundskole og Gymnasium samt Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Derudover har han også erfaring fra Herlufsholm, hvor han bl.a. var med til at etablere den internationale IB-linje, som netop i år kan fejre 25-års jubilæum. I tillæg hertil har Jimmy Burnett Nielsen også fungeret som tilsynsførende på frie og private grundskoler.

”Jimmy er en meget erfaren uddannelsesleder, som har de personlige egenskaber og den tunge faglige og pædagogiske ballast, som vi fra bestyrelsens side har søgt efter. Han brænder for børn og unges uddannelse, og han har dokumenteret flotte resultater, både når det handler om elevers faglige og menneskelige udvikling. Nu får han det overordnede pædagogiske ansvar for at sikre, at Herlufsholm også i fremtiden er en skole, hvor hverdagen for alle elever er præget af tryghed, trivsel og faglighed”, forklarer bestyrelsesformand og forstander, Hermann Haraldsson.

Om ansættelsen som rektor udtaler Jimmy Burnett Nielsen: ”Herlufsholm er et helt særligt og unikt sted. Jeg glæder mig til at komme ”hjem” til skolen, hvor min familie og jeg har boet, da jeg var kostlærer for snart mange år siden. Når man beskæftiger sig med unge mennesker i deres formative år, har man en enestående mulighed for at påvirke deres livsbane i en positiv retning. Det er et meget stort ansvar og et stort privilegium, som jeg ser meget frem til at løfte sammen med mine kommende kollegaer.”

Når Jimmy Burnett Nielsen tiltræder den 1. juli 2024, efterfølger han Gitte Nørgaard, der stoppede på Herlufsholm i december 2023. Siden har rollen som fungerende rektor været varetaget af vicerektor Martin Arvedlund.

”Udover at byde varmt velkommen til skolens nye Heis, vil jeg også takke Martin Arvedlund, der har været konstitueret rektor siden december og dermed igen har stillet sig til rådighed for skolen i en periode, hvor der var brug for ham. Det sætter jeg og alle omkring skolen overordentligt stor pris på”, afslutter bestyrelsesformand og forstander, Hermann Haraldsson.

På Herlufsholm Skole bruger man også betegnelsen Heis om rektor. Rektor og hans hustru hedder nemlig på herloviansk henholdsvis Heis og Mia – det er græsk og betyder den første.


 Jimmy Burnett Nielsen er ny rektor (Heis) på Herlufsholm.  

Foto: Herlufsholm Skole.

 
Læs også:



Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved