Ingen vil drive caféen i Næstveds nye svømmehal

Næstved Byråd besluttede den 31. maj 2022, at cafédriften i den nye Næstved Svømmehal skal bortforpagtes til en privat forpagter. Inventar til produktionskøkkenet skulle først indkøbes, når en kontrakt var klar. Nu står svømmehallen snart færdig, men ingen vil drive den tilhørende cafe.

Den 25. juni 2024 godkendte Kultur- og Idrætsudvalget udbudsmaterialet til bortforpagtning af caféen. Fristen for afgivelse af tilbud var den 4. oktober 2024, men ingen tilbud var kommet ind.

Kommunens administration ser derfor nu tre scenarier: At gennemføre en fornyet tilbudsindhentning med uændrede vilkår, at udbyde forpagtningsaftalen med ændrede vilkår, der kræver godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet, eller at lade Næstved Svømmehal drive caféen og genforhandle forpagtningsaftalen hver tredje år.

En undersøgelse i samarbejde med Næstved Erhverv viser, at lokale aktører finder cafédrift i offentlig regi økonomisk uattraktivt. Flere restauratører påpeger, at det økonomisk ikke kan svare sig, især ikke som første forpagter på stedet. De lange åbningstider og tidspunkter uden salg gør det svært at opnå overskud. Der er også bekymring for, at driften af caféen ville kræve for mange ressourcer, hvilket kunne skade deres eksisterende forretning.

Fagbladet Danske Svømmebade beskrev i septemberudgaven cafédrift i svømmehaller som en udfordring. Erfaringer fra Viborg og Esbjerg viser, at caféerne ofte er svømmehallernes smertensbørn, hvilket bekræftes af Frederiksberg Kommune.

I nabokommunen Ringsted drives caféen i Ringsted Sportscenter, der foruden store idrætshaller også indeholder en svømmehal, nu kommunalt efter vanskeligheder med at finde forpagtere. Café Ingeborg er en kommunal arbejdsplads for mennesker med særlige behov.

Der er ikke afsat et særskilt budget til drift af caféen i den nye Næstved Svømmehal, hvilket gør situationen endnu mere kompliceret. Kultur- og idrætsudvalget  skal 4. november 2024 beslutte, hvordan de vil gå videre og finde en løsning, der sikrer en bæredygtig cafédrift i Næstved Svømmehal.

Svømmehallen ventes at åbne i begyndelsen af 2025.


Næstveds nye svømmehal. Foto: ISO 4700 Photography




Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved