Langtidsledigheden er historisk lav i Næstved Kommune

I 2021 var 327 borgere langtidsledige i Næstved Kommune. I 2024 er det tal faldet til 146.
Langtidsledighed er som minimum 52 sammenhængende uger uden arbejde. Med 24.114 borgere i beskæftigelse i Næstved Kommune er antallet af lønmodtagere samtidig rekordhøjt. 

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I alt er 2,88 procent af arbejdsstyrken i Næstved Kommune fuldtidsledige, mens det gælder for 2,90 procent i hele landet. 

 Forkvinde for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget Charlotte Roest glæder sig over udviklingen i Næstved Kommune: 

 -Det glæder mig hver eneste gang, vi får en ledig borger i arbejde. Vores beskæftigelsesindsats tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov, medarbejdernes faglighed og rekrutteringssamarbejde med virksomheder, a-kasser og private aktører. Statistikken taler sit eget tydelige sprog: Vores indsats bærer frugt, siger Charlotte Roest. 

Det er Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune, der arbejder med at få ledige borgere i arbejde og skabe varig tilknytning til arbejdsmarkedet. For eksempel hjælper de med at rekruttere ledige borgere til virksomhederne. De træner og opkvalificerer borgere gennem praktikforløb, løntilskudsforløb og kurser i at skrive jobansøgninger. Med udgangspunkt i den enkelte borger sørger de for, at virksomhederne får løst opgaver på nye måder med den arbejdskraft, der er til rådighed. Den positive udvikling frigiver et økonomisk råderum. 

I næste års budget reduceres Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalgets ramme derfor med 3 mio. kr. årligt fra 2025. Beløbet vil fremadrettet blive anvendt til kernevelfærden i kommunen. 

Én af de virksomheder, som samarbejder med Næstved Kommune om at ansætte langtidsledige borgere, er Bauhaus Næstved. 

 -Vi ser, at de udvikler sig positivt hos os. Mange formår at genfinde deres selvtillid og arbejdsglæde, hvilket vi er stolte over at bidrage til. Det er en win-win-situation, hvor vi som virksomhed får dedikerede medarbejdere, og de får mulighed for at genvinde deres plads på arbejdsmarkedet, fortæller varehuschef i Bauhaus Næstved Dennis Wolthers. 

 Samarbejdet med Næstved Kommune giver Bauhaus en uvurderlig mulighed for at gøre en forskel – ikke kun for de pågældende medarbejdere, men også for deres team som helhed: 

 -De mennesker, vi ansætter, bringer en unik energi, taknemmelighed og loyalitet ind i virksomheden. De bidrager ofte med et stærkt engagement, fordi de værdsætter den chance, de har fået. Det skaber en positiv dynamik i hele medarbejdergruppen. Samtidig får vi som virksomhed mulighed for at tage et socialt ansvar.

- Kommunen er god til at lytte til vores behov og matche os med kandidater, der passer til vores virksomhedskultur og værdier, fortæller varehuschef i Bauhaus Næstved Dennis Wolthers.


Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved