Sammen med Motorstyrelsen havde politiet torsdag i sidste uge mellem klokken 13.00 og 17.15 en færdselskontrol i Næstved.
Der var især fokus på anvendelse af biler med nedsat registreringsafgift, og det førte til, at otte mandskabsvogne blev standset, og da de blev anvendt til private formål, bliver de nu opkrævet registreringsafgift. Det samme skete for en personbil fra flextrafik, for en bus, og for to varebiler, som blev anvendt privat, og også her venter en afgiftsopkrævning.
Der blev også standset en udenlandsk personbil, hvor føreren havde fast ophold i Danmark, og her kommer der også en afgiftsopkrævning.
Politiet sigtede derudover tre trafikanter, der kørte i varebiler uden CVR-nummer, to blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og en blev sigtet for ikke at have spændt sikkerhedsselen, oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.
Motorstyrelsen oplyser, at der først træffes endelig afgørelse om, hvorvidt et køretøj er blevet anvendt til private formål i den efterfølgende sagsbehandling. Kontrolforløb undersøges, når kontrolmedarbejderne er tilbage på kontoret, efter kontrollen er afsluttet. Motorstyrelsens medarbejdere kigger blandt andet på, hvorvidt der er foretaget private indkøb eller om der er uvedkommende i køretøjet, fx familie, venner eller bekendte.